Vores skotter er mere end bare dyr for os

Det er ikke tomme ord, når Jeanette og Jens Kimer-Jørgensen på den snart 150 år gamle »Kildegaarden« i landsbyen Skalkendrup en halv snes kilometer nord for Nyborg med begejstring i stemmen fortæller, at deres Skotske Højlandskvæg er mere end bare dyr.
Jeanette og Jens Kimer-Jørgensen overtog i 2008 den snart 150 år gamle ”Kildegaarden”, og tre år senere kom de første fire Skotske Højlandskvæg. I dag er tallet 32
24-01-2018 15:30:54
- Vi har Skotsk Højlandskvæg, fordi vi holder af racen, og synes dyrene er smukke. Men vi har dem også, fordi det er spændende at fremavle nogle gode, rolige og kødfulde dyr. Og jeg tager ikke munden for fuld, når jeg siger, at kødet smager pragtfuldt, lyder det fra Jens Kimer-Jørgensen som føjer til, at det er dyrenes frie liv året rundt i naturen, der sætter smag på kødet.
- Og så er det bestemt ingen overdrivelse, når vi påstår, at vi har rolige og omgængelige dyr. Og det har vi, fordi de er vant til, at vi færdes iblandt dem. Vi strigler, fodrer og nusser om dem … og det gælder altså både de voksne dyr og deres kalve, føjer Jeanette Kimer-Jørgensen til.
 

To køer med kalve

Jeanette og Jens Kimer-Jørgensens interesse for Skotsk Højlandskvæg begyndte i 2011, tre år efter, at de havde overtaget »Kildegaarden« med 2,4 hektar jord.
- Uden den mindste erfaring med hverken landbrug eller store husdyr købte vi to køer med kalve af et par gode venner og inkarnerede skottefolk. Men vi var overbeviste om, at med masser af gå-på-mod, to gode venner, der siden også har været vores mentorer og en onkel med en gård med malkekvæg, skulle det nok gå, siger Jens.
- Og heldigvis gik det … ja, faktisk så godt, at vi allerede tre år efter debuten kastede os ud i købet af en hel flok på seks køer og fem kalve af vores mentorer, der havde besluttet at skille sig af med deres dyr.
Men selv om Jeanette og Jens Kimer-Jørgensen med så mange dyr fik både panderynker og begyndende grå hår af at tænke på praktiske ting som for eksempel vinterfordring, læskure og tilstrækkeligt med græsningsarealer, blev der ikke sat punktum på antallet af skotter.
- I dag har vi fået styr på de fleste praktiske ting, selv om det har holdt lidt hårdt at forøge jordarealet. I begyndelsen var der ikke en landmand i miles omkreds, der turde tage telefonen, når Jens ringede for at høre, om de var interesseret i at sælge jord, lyder det smilende fra Jeanette.
- Det var der ingen, der var. Men en forpagtning kunne der godt snakkes om. Og heldigvis for det. Derfor rådede vi i 2017, udover egne 2,4 hektar, over 4,7 hektar i nabolaget, ligesom vi i år har forpagtet yderligere syv hektar jord. Men det er også nødvendigt, da besætningen i dag tæller ikke færre end 32 dyr.
- Men det er ikke uden omkostninger at have skotter, hverken økonomisk, tidsmæssigt eller for den sags skyld bekymringsmæssigt. Vi har investeret i frostsikre vandtrug, kalveskjul, høhække og hertil kommer bygning af et maskinhus for at have plads til blandt andet hø/halm, korn og maskiner. Men at udvide flokken fra fire til mange giver også så meget mere værdi, lyder det fra Jens.
 

Kildegaarden Highland Cattle Gårdbutik

Selv om en besætning på 32 er mange, vil Jeanette og Jens Kimer-Jørgensen ikke forsværge, at den med tiden ikke vil vokse i antal. Dels er et ønske om at blive en aktiv avlsbesætning realiseret, og dels åbnede ægteparret sidste sommer en gårdbutik i Skalkendrup under navnet Kildegaarden Highland Cattle Gårdbutik.
- Når det gælder om at sælge avlsdyr, handler det naturligvis om at sælge kvier, hvorimod tyrekalve skal slagtes og blive til spiseligt kød, blandt andet lækre bøffer – for nu at sige det på den måde, siger Jeanette.
- Folk på Østfyn er for de flestes vedkommende kun udstyret med en skabsfryser, hvorfor de bebuder, at der absolut ikke er plads til 60, måske endda 65 kilo oksekød. Alligevel har vi haft mange forespørgsler på bøffer, så tanken om at åbne en gårdbutik blev født.
- Og da der i vores familie ikke er langt fra tanke til handling, gik vi i gang med at ommøblere et eksisterende værksted til en gårdbutik, ligesom der blev investeret omkring et halvt hundrede tusinde kroner til blandt andet frysere med glaslåg, så kødet kunne tage sig bedst ud, lyder det fra Jeanette, der stolt føjer til, at Fødevarestyrelsen ved sit første besøg tildelte butikken en smiley.
Slagtningen klares af et lokalt slagteri, der selv skyder dyrene på marken og fragter dem til slagtehuset, som står for blandt andet udskæring og vakuumpakning. Udover bøffer, stege, fars, pølser, spegepølser, snackpølser og røget inderlår, bugner gårdbutikkens hylder af specialvarer som for eksempel krydderier, oliven, pesto, sennep, ketchup og vine.
 

Nødvendig markedsføring

- Men ét er at føre en ide ud i livet. Noget andet er at markedsføre et projekt. Og det har vi i sidste halvdel af sidste år brugt meget tid på at gøre. En grafiker har kreeret et smukt logo, vi har fået lavet en hjemmeside og en brochure, som er puttet i samtlige postkasser i vores østfynske nærområde, ligesom vi har deltaget dels i et høstmarked og dels et stort julemarked i Nyborg og alt, med et positivt resultat.
- Så ja, vi er ikke kun glade for vores liv med skønne dyr, men også fuld af fortrøstning når det gælder tiden, der kommer, lyder det overbevist fra Jens Kimer-Jørgensen. Og et stort smil beviser, at fru Jeanette er enig. Landmandslivet er en lykke.
 
Skotsk Højlandskvæg
Skotsk Højlandskvæg er en meget gammel skotsk kødkvægsrace. I århundreder har store flokke græsset i barske omgivelser i det skotske højland og på de skotske øer. Racen er den mest robuste af de ekstensive racer og trives bedst med at gå ude hele året.
De første Højlændere kom fra Skotland til Danmark i slutningen af 1950´erne, og de Skotske Højlændere findes nu over hele landet. Racen tiltrækker sig stor opmærksomhed på grund af sit maleriske udseende, men det er andre egenskaber, der har gjort racen til en værdsat kødproducent. Skotsk Højlandskvæg er berømt for sine lange flotte horn og langhårede pels.
Udvoksede tyre vejer 600 til 1.000 kilo og måler 125 til 140 centimeter, mens køerne vejer 400 til 600 kilo og måler 115 til 130 centimeter. Dyrene anses for at være udvoksede ved femårsalderen.

 

Antallet af gårdbutikker skrumper
Efter seks år fra 2007 til 2013, hvor antallet af danske gårdbutikker og stalddørssalg i gennemsnit voksede med 180 om året, er der i perioden fra 2013 til 2016 sket et markant dyk i antallet.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der 2294 gårdbutikker/stalddørssalg i 2013. Tre år senere var antallet skrumpet med 478 til 1816. Det svarer til, at hver femte gård har droppet direkte salg.
Statistikken skelner ikke mellem konventionelle og økologiske landbrug, men flere gårdbutikker bekræfter, at det især er blevet vanskeligere at afsætte økologiske basisvarer med mindre de er produceret på gården. Konkurrencen fra dagligvarekædernes slagtilbud på økologi og lokale varer er blevet for stor en konkurrent.