Teateranmeldelse: I sidste øjeblik er ikke sidste øjeblik

I teaterstykket I sidste øjeblik medvirker Lisbeth Dahl, Sonja Oppenhagen, Joen Bille, Søren Bang Jensen og Elsebeth Steentoft. Fotos: Thomas Petri.
24-01-2018 15:23:43

Er det sjovt at blive ældre og erkende, at livet måske på nogle områder ikke helt har formet sig, som man gerne havde set det? Og hvordan med ens selvopfattelse? Og er det tid at tage et sidste opgør eller lære nyt?
Det handler Folketeatrets opførelse af stykket I sidste øjeblik om. Stykket er en komedie om det at blive ældre.
I sidste øjeblik handler om tre ældre veninder spillet af Lisbeth Dahl, Sonja Oppenhagen og Elsebeth Steentoft, der ugentlig mødes til frokost og et spil bridge. Under overfladen ligger fortidens manglende opgør, men også følelsen og erkendelsen af, at alderen sætter sine spor, om end ikke alle vil erkende det.
Hver især har Marianne, Anne-Louise og Solvej noget med fra fortiden, og helt nye følelser vækkes til live, da først enkemanden Per, spillet af Joen Bille, og siden hjemmehjælperen og den unge Handy Stefan, spillet af Søren Bang Jensen, dukker op.
Samtidig tager stykket en for mange overraskende drejning, hvis pointe ikke skal afsløres her.
I I Sidste øjeblik, der er oversat fra svensk af Sebastian Dorset, fyger det med kvikke, kække, kærkomne, men også bidske og til tider sårende bemærkninger, de tre imellem.
Det er Christoffer Berdal der har instrueret, og især i anden akt er der gang i løjerne. Desværre bliver der et par gange lavet lidt stereotype udlægninger af det at være ældre og det at være……, hvilket kan være med til at bekræfte nogle fordomme: Virkeligheden er ikke altid det, den giver sig ud for at være.
Stykket henvender sig især til et publikum på 50+, men også yngre kan have glæde af det, for som det i sin tid lød fra Piet Hein: - Husk at elske, mens du tør det, husk at leve, mens du gør det!
Spiller på Folketeatret frem til 18. februar, hvor det er I sidste øjeblik.