Man bliver en lille smule forelsket hver gang

I Ringkøbing - i det nogen vil kalde Udkantsdanmark - bor Anders Agger. Det har han gjort de sidste 25 år, og han befinder sig godt med det valg. FrilandsLiv har mødt ham til en snak om det at bo der, hvor mange kun tager hen på ferie, og til en snak om det fjernsyn han nyder at lave, og de følelser det vækker.
Anders Agger nyder de stille timer ude med en god kop kaffe.
12-03-2018 13:10:52
Navnet Anders Agger hænger for de fleste danskere uløseligt sammen med ord som kvalitet, loyale værdier og dygtigt journalistisk håndværk.
Med disse egenskaber og i form af en afbalanceret ro i sine historier, har han de seneste år, sneget sig ind i mange menneskers hjerter på en måde, han nok ikke selv havde forudset, da han for snart mange år siden, påbegyndte sit arbejdsliv i Danmarks Radio.
Men ikke desto mindre er det et faktum, at Anders Agger i dag er indbegrebet af godt fjernsyn, nærvær, ro og kvalitet i en sådan grad, at det ikke længere afhænger af emnet, hvorvidt vi tænder for en udsendelse, men alene af Anders Aggers blåstempling i form af sin deltagelse.
Det er da noget af en bedrift.
Af samme årsag, er det også med en vis ærefrygt i mit ellers journalistisk næsten frygtløse sind, at jeg denne regnfulde, disede forårsdag begiver mig afsted mod Ringkøbing, hvor Anders Agger har boet siden 1998, for at tale med ham om, hvilke glæder der er ved at bo i et mindre samfund, og hvilke udfordringer og muligheder det giver, at ens arbejdsplads ligger over en times kørsel væk.
Og jeg har glædet mig til at skulle møde ham, men må også indrømme, at en svag anelse af nervøsitet spores, da jeg overvejer emner og spørgsmål. For hvad pokker spørger man manden, der måske er den bedste spørgsmålsstiller i vores lille land, om? Hvordan får man stillet spørgsmålene, så han ikke bare tænker, at det er endnu et interview, der skal overstås, og endnu en forvildet journalist, der vil have svar på de samme spørgsmål med den samme dagsorden?
Det hjælper mig lidt i tvivlen at forestille mig, at han slet ikke er så rar, som han virker på fjernsynet - at han måske ovenikøbet er en overlegen hipster, der soler sig i - efter eget udsagn - sin »nik og jay periode«. Sammenholdt med et lettere anstrengt minde tilbage til folkeskoletiden, hvor min klasselærer hed næsten det samme, gør det nervøsiteten nemmere at håndtere og får bilen til, på under to timer at finde den direkte vej til Ringkøbing,
 

Alt er, som man tror

Og nej, manden er alt andet end en overlegen hipster, der ikke vil tale og ikke byder en indenfor i sit hjem, som var man velkommen alle de dage, man kunne finde lyst.
Han er sympatisk, nede på jorden, vidende, interessant og interesseret. Alt det man tror og håber på, og så alligevel næsten ikke kan tro kan være rigtigt. Og den lille flig der gør ham til et lige så kompliceret menneske med op og nedture som os andre, den er der sikkert. Men ligefor ligger den ikke og den er også fuldstændig uinteressant i den her sammenhæng, for Anders Agger kan noget med mennesker og han gør noget godt for mig, den disede forårsdag, hvor jeg møder mennesket bag alle de dokumentarer, vi andre kan tale længe om over frokosten dagen efter, og hvor jeg får lov at blive lidt klogere på, hvorfor han holder ved at bo i Ringkøbing og hvilke værdier, han værdsætter i sit liv.
Og selvom mine spørgsmål næppe bliver stillet på en mere interessant og indbydende måde, end andre journalisters dog helhjertede forsøg på at imponere mesteren, så er Anders Agger en lige så generøs mand, som han ønsker, mennesker i hans omgangskreds skal være, og jeg får historien, jeg er kommet efter.
Historien om en ung håbefuld mand, der i 1980’erne tilfældigt får job som pædagogmedhjælper i en børnehave, forelsker sig i sin hustru, stifter familie, bliver ansat på Danmarks Radio, flytter til Ringkøbing og køber det hus, han stadig bor i - en rød murstens bungalow fra 1930´erne hyggeligt indrettet med kunst og danske møbelklassikere.
 

Anders nede fra fodboldklubben

- Jeg kan godt lide at bo her. Det er ligesom her, min familie har slået rod. Hvor vores børn er vokset op. Det er her, alle minderne om forslåede knæ og iturevne fodboldtrøjer dukker frem på nethinden. Det er her, at jeg er Anders nede for fodboldklubben og ikke Anders fra fjernsynet. Det er der noget rart, trygt og sundt i.
- Som journalist - eller formentlig i alle faggrupper - har vi en tendens til at omgås mennesker, der ligner os selv. Vi laver nogenlunde det samme. Mener det samme, har de samme værdier. Vi er skåret ud fra samme læst. Her i Ringkøbing omgås jeg venner, vi har haft, siden vi flyttede her til, og som vi tilfældigt mødte i klubben eller i byen, og vi taler aldrig fjernsyn. Der er noget godt ved at bo et sted, hvor det ikke er så formet efter, hvem man er og hvad man laver, siger Anders Agger.
- Det er her, vi i fællesskab med vores venner, nyder den luksus at holde fredagsbar hos hinanden. Vi mødes og runder ugen af. Sommertider spiser vi sammen. Sommertider hænger vi ud til midt på natten og drikker rom. Sommetider er vi bare, og giver hinanden den tryghed netop gamle venskaber kan give, siger han og fremhæver Ringkøbing som en by, hvor folk ikke bare bor, men også som en by der bruges.
 

Vi bor her og bruger byen

- Ringkøbing har en ualmindelig smuk bykerne, som folkene bag er gode til at holde i live. Men byen er ikke bare en pussenusset turistattraktion. Folk bor her og bruger byen. Der er et aktivt foreningsliv, restauranter, butikker, havnen. Her summer af liv samtidig med, at her er ro og tid til eftertænksomhed. Den kombination kan jeg godt lide, siger Anders Agger, der nyder de dage, hvor vejret er til stille kaffe på terrassen og en god bog inden for rækkevidde.
- Det job jeg har gør, at jeg er væk mange dage om året. Men det giver samtidig den frihed, at jeg kan lave en del skrivearbejde her fra huset. At jeg kan planlægge slagets gang fra terrassen, mens jeg nyder en god kop kaffe, og roen der er i at tøffe rundt helt alene og lade sig inspirere af musik, der er velvalgt til stemningen, det er da en form for luksus. Jeg er cirka verdensmester i at lave ingenting, smiler han.
- Og så kan det da godt være, at jeg en gang imellem tænker, at Århus, eller en af de andre lidt større byer, har en del mere at byde på, end Ringkøbing lige har. Men i det store hele, så er min hverdag jo fyldt fint op, og der fungerer afstandene til Ringkøbing udmærket.
- Når jeg sådan suser ind ad hovedvej 15 og kører mod vest, så kan man ligesom mærke roen sænke sig og lyset åbne sig. Det er altså slet ikke så skidt.
 

Lille Danmark

Anders Agger slår et slag for den forskrækkethed, der mærkes i visse rækker af samfundet over, at landet bliver delt op i en udkant og en eliteenhed.
- Jeg forstår slet ikke det der med, at der er noget i lille Danmark, der er udkant. Landet er så lille. Vi kan ikke prale af at have forskellige tidszoner, ej heller den store mentale forskellighed, når det kommer til stykket.
- Jeg kan komme her fra Ringkøbing til København på godt tre timer. Det er da ikke noget at regne, siger han og henviser til hans seneste udsendelser fra USA, hvor han lavede en række programmer rundt i USA sammen med kokken Anne Hjernøe.
- Det giver mening for mig, at cowboyen på Montanas prærie ikke finder meget fællesskab med investoren på Manhattan. Men de har sågar også tidszoner at slås med. Her i Danmark - hvor afstandene er så små - der synes jeg altså, at det er lidt for meget sat på spidsen at sige, at vi er meget forskellige, og at noget er mere udkant end andet.
Udflytning af statslige arbejdspladser ser Anders Agger derfor heller ikke de store udfordringer eller problemer i. Han finder snarere, at det er en god ide.
- Ja for søren. Jeg støtter det med hele mit hjerte. Der er da ingen grund til, at eksempelvis Miljøministeriet skal ligge inde midt i København. Der er da meget mere belæg for at få dem sendt ud i landet. Det er vanvittigt at bo i et land, hvor alt er urbaniseret.
 

Elsker hvert sekund ved Vesterhavet

Udover huset i Ringkøbing ejer Anders Agger i fællesskab med sine to brødre et sommerhus direkte ud til Vesterhavet i Søndervig.
- Vores forældre er flyttet nogle gange, så det der egentlige barndomshjem, hvor jeg stadig kan genfinde mit gamle værelse og se idolplakaterne på væggen, findes ikke, men de købte et sommerhus for mange år siden, og det har vi brødre overtaget. Nu er det basen for hele familien og jeg elsker hvert et sekund, jeg er der.
- Vesterhavet er noget helt specielt. Jeg ser det langt fra hver dag, men følelsen af at vide, at det er derude lige inden for rækkeafstand, det giver mig en ro, jeg ikke vil være foruden.
Anders Agger lavede i år 2000 en opfølgning af tv-programmet »Heavy Agger«, der fulgte en folk unge, der boede og levede i det lille samfund Agger langs den jyske vestkyst.
- Jeg lovede min bedste ven Jørgen, der desværre er død i dag, at dem ville jeg lave et program om, så det gjorde jeg 14 år efter, at Danmarks Radio første gang besøgte Aggerboerne. Deres forhold til Vesterhavet har jeg kopieret, siger han og beskriver både Vesterhavet og Ringkøbing Fjord som terapeutiske.
- En løbetur nede ved Fjorden er sundhed på højeste form og når man står ved Vesterhavet, er det så tilpas stort, at det sætter rigtigt meget i perspektiv.
- Jeg kommer aldrig til at bo inde i landet. Jeg har brug for vandet til lige at minde mig selv om, at der er noget, der er større og mere uendeligt end mig selv, lyder det fra den ellers helt igennem »nede-på jorden« journalist, der netop evner at holde roen, nærheden og hyggen i meget af det, han laver.
 

Sømanden og Juristen

Det af de dokumentarprogrammer Anders Agger har lavet, der har rørt og betydet mest for ham, er dokumentarserien om Sømanden og Juristen. Her følger man de sidste uger i tre mænds liv på det hospice, der ligger lige på den anden side af Ringkøbing Fjord, ganske tæt på Anders Aggers private bopæl.
- Dokumentaren berørte mig dybt. Først og fremmest fordi den er afledt af, at min bedste ven Jørgen begik selvmord uden, at jeg havde opdaget, at det overhovedet kunne komme dertil. At følge mennesker der ved, at de skal dø på helt tæt hold. At gå i et med de andre ansatte og lade mig komme helt tæt på både som fysisk hjælper og som sjælesørger, det var også et led i min egen sorgbearbejdelse og et spinkelt håb om at forstå, hvad der sker med en, når man ved, at ens timer er talte.
- Når jeg eksempelvis kører en tur på Tangen, som er et smukt sted, og bestemt værd at besøge, så kan jeg ikke undgå at sende især Vognmanden, der var den ene af de tre mænd og sidst ankomne på hospice, en særlig tanke.
- Han kørte derud med sin bedste ven, drak en øl og nød solnedgangen og dagens sidste timer. Det var smukt og rørende på samme tid.
- At deres tid svandt ind samtidig med, at foråret begyndte at spire frem, var for mig så diamentale modsætninger, at det stadig giver mig et lille stik, når det hele pibler og solen skinner.
 

Pris for bedste dokumentarserie

- Professionelt betød den serie også en omvæltning for mig. Det var første gang, at jeg satte mig selv i billedet. Tidligere var jeg bare stemmen, der fortalte historien. Nu blev jeg en del af den. Og det var helt bevidst. For det passede slet ikke ind, at jeg skulle være en del af hospicet som frivillig i seks uger, og så ikke deltage. Jeg blev jo en del af det sted, ganske vist på kort tid, men det var en del af historien.
Og det fungerede så fint, at dokumentaren til Danmarks Radios 90 års jubilæum af seerne blev kåret som den bedste dokumentarserie gennem tiden. Så var barren ligesom sat.
Siden er det blevet til flere dokumentarer fra Anders Aggers hånd - både i samarbejde med Anne Hjernøe, hvor de besøger danske og udenlandske egne, men også i Indefra programmerne, hvor Anders Agger får lov at følge forskellige skæbner og livssituationer i fire dage.
 

Proces frem for resultat

- Det er tit svære emner vi berører, men vi undgår helst gråd. Vi er ikke ude efter følelserne alene for at få folk rørt og tårevædet. Vi er ude efter de interessante og inspirerende historier. Og om det er om sygdom, magt, stræbsomhed eller dygtighed, det er sådan set sekundært. Det der er drivkraften er, at det er noget vi selv er nysgerrige på. Noget der pirrer til vores spørgelyst og interesse. Noget der kan fortælle os, hvordan situationer bliver taklet.
- Vi forsøger hele tiden at jagte variationen. Og selvom nogle af emnerne kommer ind under huden og menneskene fascinerer og tiltrækker mig, så kan jeg altså godt finde ud af ikke at tage det på mig. Det er historier om mennesker - og det er deres historier, jeg fortæller videre. Det er vigtigt at huske sig selv på. Det er ikke mine historier.
- Men derfor kan man da ikke lade være med at lade sig fascinere og forelske en lille smule hver gang. Man kommer tæt på et menneske i en kort periode, og ved, at man derefter ikke nødvendigvis skal se dem igen. Det pirrer da lidt - sommetider.
 

Byder på meget og byder på mere

Og ja, det pirrer ens nysgerrighed og det fascinerer, og man får vitterligt lyst til, at Anders Agger står på gæstelisten næste gang, man inviterer venner over til en snak og et enkelt glas. Eller måske endnu bedre, at han selv finder vejen forbi til en snak om lidt af det hele. Til en længere snak om hvem han er, og hvordan han ser verden og livet og for at lytte og stille interesserede spørgsmål til ens egen hverdag.
For det er det, han kan. Indgå i forsamlinger og mellem mennesker på en helt naturlig facon og med en sådan selvfølgelighed, at man kun kan misunde ham, og dem han er nærmest.
Anders Agger byder på meget og han byder på mere. Og heldigvis for det. For af samme grund sidder mange af os igen klar, når Danmarks Radios DR2 slår dørene op for endnu en omgang »Indefra med Anders Agger«.
Jeg sidder der i hvert fald, og vil tænke tilbage på den dag i marts, hvor jeg drak kaffe med Anders Agger og blev en lille smule forelsket.
 
Anders Agger

■ Født 1964

■ Uddannet journalist fra Ringkøbing Amts Dagblad

■ Ansat ved Danmarks Radio siden 1989

■ Har lavet en lang række dokumentarserier, deriblandt Heavy Agger - 14 år senere fra 2000, 3.z - gensyn med vennerne fra 2002, Herlufsholm Kostskole fra 2005 og 2013, Tro, håb og Ikea fra 2009, Kongehuset indefra i 2010, Sømanden og Juristen i 2011 og Indefra med Anders Agger siden 2013. Dertil en række sommerprogrammer sammen med tv-kokken Anne Hjernø

■ Vandt i januar 2017 tv-prisen for Bedste mandlige vært

■ Far og papfar til Rasmus, Line og Thomas og papmorfar til Alberte og Klara