Kærlighed til lyserøde tryner og hinanden

Anita Rankenberg Juel købte 90 søer uden et CVR-nr., mens kæresten intetanende sad på en bar på New Zealand. FrilandsLiv har mødt den 27-årige kvinde, der driver Flintholm Økogrise og har over 7000 følgere på facebook til en snak om at udleve sine drømme og få karriere og parforhold til at gå op i en højere enhed.
Det er Anitas job at være ude og passe dyrene, men Allan giver gerne en hånd med efter skole og i weekender. Foto: Ditte Birkebæk Jensen
01-06-2017 09:26:37

Hun er lidt af en solstrålehistorie den blonde, smilende Anita Rankenberg Juel, der som 25-årig blev selvstændig økologisk landmand med Flintholm Økogrise på en gård lidt uden for Brørup ved Vejen.

Ved stuehuset byder en lille »prinsessehund« en velkommen, der er gulvvarme i entréen, en lysmalet stue med friske blomster og billeder på væggene af familie, kæresten og Anita kyssende i en solnedgang og af lyserøde tryner i pæne rammer.  

Men bag den strømlinede facade med nuttede grise og lange røde negle gemmer sig en handlekraftig ung kvinde, der ikke lader en mulighed gå sin næse forbi. Som da hun for to år siden købte 90 søer uden økonomisk fundament, CVR-nr. eller indhegning. Alt imens kæresten uvidende sad på en bar på den anden side af jorden.

Den fem år yngre, Allan Mazur Thomsen, var netop taget på en længere udlandsrejse og var ikke ovenud begejstret, da han i New Zealand fik en sms-besked fra Anita om griseindkøbet.

- Jeg spurgte, om hun nu var sikker, for jeg havde lagt en plan for de næste fem år – og grise var ikke en del af den plan. Så jeg tænkte, jeg tager til Aarhus for at studere, også må hun selv passe de dyr, siger han og griner kærligt, hvorefter han indskyder:

- Jeg tror heller ikke, det var sket, hvis jeg havde været hjemme, for jeg ville have listet alle de udfordringer op, vi skulle have styr på.

Her giver Anita med afklaret stemme kæresten helt ret. Og det var da heller ikke meningen, at det hele skulle gå stærkt

Fakta om Flintholm Økogrise

Flintholm Økogrise lejer sig ind hos Anitas forældre, som har Flintholm I/S med cirka 360 hektar og økologiske kvæg. Anita og Allan fylder godt og vel 50 hektar gødningsmæssigt og 25 med grisene. De har 200 søer, hvilket er max i forhold til den nuværende miljøgodkendelse. De har netop sendt en ny til godkendelse med 225 søer, 1500 smågrise og 250 slagtesvin. Det er meningen, at smågrisene skal sælges fra ved 15 kg, men de skal have kapacitet til at have dem gående en månedstid, hvis aftagere ikke lige er klar. De har tre faste aftagere og cirka 4500 grise på kontrakt, også sælger de lidt i løssalg.

Anita arbejdede på daværende tidspunkt som fodermester hos en økologisk svineproducent, hvilket hun trivedes fint med, mens Allan var udenlands. Men hendes arbejdsgiver pønsede på, at der var efterspørgsel på økologiske grisehold og en dag spurgte han Anita, om hun ikke skulle starte op selv.

- Han havde allerede luftet ideen for mine forældre også gik vi hjem til køkkenbordet og regnede lidt på det, fortæller Anita, som så det som et stort skulderklap fra chefen.

Derfra gik der ikke længe, grisene blev bestilt – og så fangede bordet.


Skulle ikke være kærester  

Efter fem måneder vendte Allan hjem til Brørup, hvor Anita og familien var i gang med at hegne ind til de nye beboere.

- Jeg fik at vide, at grisene kom ugen efter og jeg tænkte bare, hvor skal vi have foder og hvad med en miljøgodkendelse. Så jeg fik travlt med at oprette en bankkonto og et CVR-nr, for der var jo ingenting, siger Allan, mens Anita smiler forlegent til ham.

På den måde blev kæresten alligevel trukket ind i Anitas griseeventyr og fik økonomikasketten på, et område han stadig står 100 procent for, da Anita efter eget udsagn er en klovn til bundlinjer og tal. Og så var der lige det med banken, hvis det ikke havde været for Allan, var Anitas eventyr måske sluttet, før det var startet.

 - Vi bøvlede rigtig meget med banken det første år. Anitas bank ville intet have med landbrug at gøre, men jeg kunne godt få lov til at låne. Men vi var jo ikke sikre på, om vi skulle være sammen, og jeg ville ikke hæfte en million for noget, jeg ikke skulle være en del af, siger Allan.

De fik dog lavet en midlertidig løsning med banken, som siden med Anitas arbejde er blevet en fast aftale. Forældrene hjalp til hist og her med maskiner og så har det været kærkomment, at Danish Crown yder økonomisk støtte til økologiske søer.

- Selvom det lignede lidt en døgnflue at starte op med grisene, så tror jeg, at mine forældre klappede i deres hænder, da jeg valgte landbruget til, så de strakte sig langt med hjælp i starten, siger Anita.

Allan lader os vide, at Anita kan være lidt for god til at få en fiks idé og derefter hurtigt mister interessen igen. Han minder en grinende Anita om, dengang hun pludselig ville være fitnessbabe og indkøbte proteinpulver og medlemskaber.

- Ja, jeg kunne godt lide tanken om at stå helt skarpt, men i virkeligheden havde jeg jo ikke tid eller interessen, forklarer hun.

Bortset fra at parret lejer jorden og huset af forældrene, så er de i dag helt økonomisk ude af foretaget. Til gengæld er og blev Allan en fast del af Flintholm Økogrise.

- Jeg kunne jo ikke lade være med at engagere mig i det, og så tror jeg, at det blev lidt en principsag for mig at få det til at fungere, siger kæresten, der også selv er fra en landbrugsfamilie.

Fotos: Ditte Birkebæk Jensen

Samarbejdsvanskeligheder

Så selvom parret egentlig havde besluttet at ende forholdet den sommer for to år siden, da grisene ankom og Allan skulle til Aarhus og læse økonomi på universitetet. Pendler han i dag de 130 km hver vej til storbyen. Og så giver han gerne en hånd med, når han vender hjem til gården om eftermiddagen.

Men parret har hen ad vejen måttet sande, at det går bedst, når de bliver på hvert deres felt i forretningen. Det er Anita som passer dyrene, og Allan som står for økonomien, for når de prøver at samarbejde, går det ikke altid lige godt.

 - Anita passer grise med hjertet, hvis det stod til hende lå de på luksusmadrasser. Det er også det, der er så godt, for hun vil altid det bedste for dyrene. Men jeg tænker med hovedet og det gør, at vi engang imellem slår gnister, siger Allan og Anita supplerer.

- Det er enormt svært at være kærester og arbejde sammen. Vi vil gerne begge to bestemme, og kontoret blander jeg mig også fuldstændig uden om, men ude ved dyrene er det altså mig, der ved, hvad der skal gøres og det er ikke altid lige nemt, så nogen gange må jeg lige tælle til ti.

Parret er også meget enige om, at Flintholm økogrise ikke er et fuldtidsprojekt for dem begge. Allan skal efter kandidaten ud at have et job ved siden af.

- Jeg skal aldrig ud af det her, men planen er ikke, at jeg skal gå i gummistøvler syv dage om ugen. Derfor komplimenterer vi hinanden godt, for Anita går ud og ordner tingene også jeg prøver at få det til at hænge sammen på papiret, siger Allan drillende til Anita.  

Bag de ironiske bemærkninger og en god portion gengældt stædighed, er det ikke svært at få øje på den kærlighed, som de to har til hinanden, og som der overlever de lange arbejdsdage og forskellige forretningsfilosofier.
 

Fem år ældre på to år

Flintholm Økogrise er på halvandet år gået fra ingenting til alting og Anita er gået fra at være medarbejder til selvstændig og arbejdsgiver. Hun har oplevet på den hårde måde, at tid til veninder, sig selv og parforholdet sjældent kommer i første række.

- Jeg er gået fra at gå i byen hver eneste weekend til at tænke på morgendagen, for dyrene skal passes hver eneste dag. Vi vokser med opgaven, men jeg er også blevet fem år ældre på de her to år og meget mere voksen, siger Anita.

Til daglig er der udover Anita tre elever på bedriften, hvoraf den ene er på landbrugsskole. Anita skal altså både være lidt over det hele og lære to elever op på samme tid. Hun har også haft en jobpraktikordning med kommunen i perioder.

- Jeg vil gerne tage et socialt ansvar, men jeg har ikke meget ledererfaring. Så det er kommet bag på mig, hvor psykisk hårdt det er, og alle de ting, man skal have styr på hen ad vejen, siger landmanden. Hun har dog altid familien i baghånden.

Drivkraften for hende er kærligheden til dyrene, og det fysiske arbejde i frisk luft.

- Om det er frostgrader eller det regner og jeg står i mudder til knæene, så er dyrene altid taknemmelige, når man kommer med foder. Og så elsker jeg arbejdet med grisene, men det er ikke et hyggeprojekt, når dagen er gået, skal vi have tjent penge.

Derfor har det også været vigtigt for Anita at kunne føle sig hjemme, når hun endelig har fri. Hun har prioriteret indretningen i stuehuset og samtidig adskilt arbejde fra privaten. Når de ansatte og hun er på arbejde, er der bygget et rum til dem i længen med gulvvarme, omklædning, spiseplads og toilet.  

 - Vi forventer, at de ansatte gør det godt hver dag. Derfor er det vigtigt, at de føler sig tilpas og for eksempel også har godt arbejdstøj, siger Anita.  

Anita fik for nyligt overrakt et legat på 10.000 kroner fra Brørup Landboforenings Fond, fordi hun med sin side er en god ambassadør for dansk landbrug. Privatfoto

Anerkendelse og kønsroller

En anden ting, som driver Anita fremad er anerkendelse fra kollegaer, de sociale medier, naboer og venner.

- Anerkendelse betyder meget, når man går ude og arbejder hver dag. Det kan være, at man lige får et skulderklap til svinekongres eller når naboerne vinker eller roser en i Brugsen.

Hun har aldrig følt sig set ned på, fordi hun er kvindelig landmand, men det er vigtigt for hende, at når hun kører traktor og går i gummistøvler med mudder til knæene, at der også helst er røde negle, når hun tager handskerne af.

Det generer ikke Anita, at der ofte er fokus på hendes køn og udseende før hendes kunnen som landmand, bare hun kan bevise, at forretningen kører og hun ved, hvad hun kan med grisene.

 - Så længe folk kan se, at der er andet end røde negle og make-up og jeg ikke udstilles som et fjols, så gør det mig ikke noget, for det er jo lidt usædvanligt.

Alligevel kan det være en udfordring for parforholdet, at hun er kvinden i marken, mens Allan studerer og tit står med de huslige pligter, for Anita vil gerne det hele.

- Jeg har da syntes, at det var noget pjat med de negle, men det vil du bare. Og det er også noget vi snakker om i parholdet, hvordan vi balancerer de huslige pligter. For Anita vil egentlig gerne gå herinde og nusse, og jeg vil hellere gå i gummistøvler end vaske tøj, men sådan er det bare ikke altid, forklarer Allan.  

Viser det gode eksempel

Ligesom Anita elsker ros og anerkendelse, går hun også meget op i at vise det gode eksempel udadtil. Derfor har Flintholm Økogrise en facebook-side, hvor hun ofte lægger flotte billeder eller videoer op af grisene. I skrivende stund har hun 6000 følgere.

- Jeg vil rigtig gerne se forbrugerne i øjnene og vise dem, at deres bacon kommer fra en gris, som jeg har passet, siden den var 0 dage gammel. Jeg svarer også gerne, når de spørger til, hvorfor de har ring i næsen eller har korte haler.

Men på trods af en facebook-side og et erhverv med stor debativer og mange holdninger, kommer hun aldrig selv til at stå og debattere. Og især kunne det aldrig falde hende ind at tale dårligt om de konventionelle, og slet ikke for at ophøje sig selv.

 - Jeg tænker over, at jeg med så mange følgere har et stort ansvar overfor andre økologer om at lave positiv omtale. Vi vil ikke jokke nogen over tæerne og det eneste, vi tager en klar kamp for, er, at det skal være dansk. Vi køber slet ikke altid selv økologi, men vi køber dansk, siger Anita og tager fat i den ikke-økologiske minimælk.

Hun forklarer, at økologien er valgt, fordi hun godt kan lide dyrevelfærden i at grisene går ude, og at hun derfor også sagtens kunne se sig selvom som friland, men at afsætningen i økologi bare bedst lige nu.

For parret er det også vigtigt, at de ikke kun er gode billeder og glade grise.

 - Vi skal kunne vise en fin bundlinje. Det skal ikke være sådan, at grisene kun har levet godt, kødet skal også være af god kvalitet. Historien er en del af det, men det skal også være godt kød, når det koster tre gange så meget som det konventionelle, forklarer Allan.  

Et er, hvad forbrugerne tænker og synes, men hvordan naboerne har det med Flintholms grise står også parret nært.

- Vi fylder meget i landskabet, og vi lugter og larmer lidt og slæber mudder på vejene. Så vi sørger for at holde gården åben og inviterer naboerne over til en grillfest om sommeren. Vi gør meget for at holde en åben dialog om, hvad vi laver og folk bare kan komme forbi, hvis de har lyst, siger Anita.  

Parret har lige nu fyldt deres miljøgodkendelse til bristepunktet med 200 søer, men de vil gerne udvide antallet. Derfor går de og drømmer om at kunne købe egen gård med mere jord i nærheden, hvor de også selv kan stifte familie om nogle år.

Men det haster ikke og indtil videre lever de fint med at bo til leje og holde omkostningerne nede. Det er sjovt at passe grise, men også hårdt arbejde og derfor er parret helt enige om, at Flintholm Økogrise skal være en god forretning.

Flintholm økogrise

Flintholm økogrise har en facebookside med over 7000 følgere. Det er en slags port folio for parrets arbejde, hvor folk ser glimt fra grisenes hverdag og livet på gården. Kort før nytår gik Anita viralt med 400.000 delinger af et opslag, hvor grisene hygger sig med gamle juletræer. For Anita er det vigtigt at skabe en bevidsthed om dansk landbrug og via de sociale medier føler hun, at vejen fra jord til bord bliver lidt kortere hos forbrugerne. 

Julelys på grisehytterne i Grisbæk

I stedet for grisesti et, to og tre og »farefolden«, så vil Anita og Allan gerne give områderne navne a la Griseallé, Trynevænget og Grisbæk. De overvejer også små skorstene på grisehytterne og at køre temaer til jul med lyskæder og græskar til halloween. Både fordi de gerne vil personificere dyrene, men også for at gøre det fysiske arbejde sjovere, hvor især vinterperioderne kan være hårde.