Flere kvinder skal ind i landbrugsdebatten

Hun sidder på nogle af de tungeste poster i landbruget – Ofte omgivet af ene mænd, der i årenes løb har rullet øjne af hendes kamp for flere kvinder i erhvervet. Men Lone Andersen mener fortsat, at der skal mere mangfoldighed ind ved bestyrelsesbordene, og vi kan alle hjælpe den på vej.
Det er Lones mand Erik Andersen, som passer de 200 økologiske malkekøer i det daglige. Men Lone giver gerne et nap med, når tiden er til det. Fotos: Ditte Birkebæk Jensen.
16-02-2018 10:00:37
»HØJBO« står der med store, sorte versaler på gårdstenen, som danner indgangen til den lille sneklædte allé. På staldmuren er afbilledet en sort malkeko, og der anes lys i det lille stuehus for enden af alleen. Vi er godt ti kilometer syd for Tarm i Vestjylland.
Vi er samtidig også over 300 kilometer fra Axelborg i hovedstaden og godt 1000 kilometer fra Berlaymont-bygningen i Bruxelles. Alle tre steder bruger landmand og politiker, 53-årig Lone Andersen, meget af sin tid og entusiasme i kampen for et bedre landbrug.
Og lyset i stuehuset kunne lige så godt være fra Lone Andersens klare blå øjne, da hun udbryder:
- Åh jeg er så spændt!
Hun har tydeligvis glædet sig til denne dag, men hun virker også lidt nervøs, ja næsten anspændt, som hun med sine hurtige, ivrige bevægelser drøner rundt i landkøkkenet efter kaffe og småkager. Men som minutterne passerer ved køkkenbordet, står det klart, at det bare er Lone Andersens måde at kaste sig over nye opgaver på. Entusiastisk og klar, også selvom hun ikke helt ved, hvad vi skal tale om i dag. 
 

Ville være landmand

Det dér med at turde at gå ud, hvor hun ikke altid har kunnet bunde, er en egenskab, hun har tillært sig som lille pige i et barndomshjem, hvor forældrene arbejdede meget, og tonen imellem dem sjældent var kærlig og tryg.
- Jeg blev trykprøvet som barn, og det har gjort mig stærk, for jeg lærte, at det kan godt være, at jorden ryster under dig lige nu, men så må du fokusere på det gode, for livet går altid videre, siger hun og uddyber:
- I virkeligheden blev min hest den psykolog, jeg havde brug for.
Den første hest købte hun for sine konfirmationspenge, og opstaldede den gratis ved en nabolandmand mod, at hun hjalp lidt til i stald og mark. Og da Lone Andersen efter en turbulent tid med flytninger i kølvandet på forældrene skilsmisse valgte at flytte hjemmefra som 16-årig, var det med en drøm i bagagen.
Hun ville være landmand, og det syntes især faren var en skam. Hendes folkeskolelærer mente bestemt også, at hun skulle gå matematikkens vej, det gjorde hun da også senere. Men hun ville først og fremmest ud og have beskidte hænder og hjælpe en masse dyr til verden.
Senere kom hun i lære som landmand hos Erik Andersen, og de blev hinandens bedstevenner. Faktisk nåede Lone Andersen aldrig at forlade gården igen, da hun blev gift med sin 13 år ældre læremester. I dag har de tre voksne børn og to børnebørn.
 

Genert ung dame

Lone Andersen ligner ellers ikke en klassisk landmand med de små hænder, blanke sølvsmykker og røde Lindberg-briller. Men da hun tager mig med en tur ud i stalden, bliver tvivlen gjort til skamme. 
Knap har vi åbnet stalddøren, før landmanden svinger høtyven og fjerner en slimet, blodrød moderkage. En nyfødt kalv er netop kommet til verden og ligger og putter sig i høet. Men Lone er allerede videre. Gulvet skal fejes, og der skal spules ved malkerobotterne. Hun kan tage fat.
Hun har sådan set altid haft blik for, hvor og hvornår hun skulle give en hånd med – i hvert fald på gården. For da hun kom til Højbo, havde hun ikke de store sociale kompetencer, og hun ville egentlig helst gå og passe sine ting selv.
- Min mand er meget social og havde en kæmpe omgangskreds, da jeg flyttede ind. Så jeg blev langsomt tvunget til at blive mere og mere udadvendt. I dag har jeg lært den her smalltalk, som jeg bruger hver eneste dag i mit politiske arbejde, siger hun og fortsætter:
- Egentlig fandt jeg ud af, at i stedet for at sidde i et hjørne og kigge, så kan man lige så godt snakke med den, der sidder ved siden af, og som regel kommer der altid noget godt ud af at snakke med en, man ikke kender. Du får næsten altid en »aha-oplevelse«, forklarer hun og smiler af sit eget guldkorn. 
 

Fra tal til politik

Når vi vender tilbage til alle topposterne. Så var det også hendes mand, der gav hende smag for landbrugspolitik. For selvom Lone Andersen aldrig kom tilbage på skolebænken efter læretiden på Højbo, så kastede hun sig ud på sin egen dannelsesrejse, som hun udtrykker det.
- Jeg er ikke længere flov over, at jeg ikke har en uddannelse, og heldigvis har uddannelse intet med intelligens at gøre. Men tiden var en anden, og vi har jo også købt ejendomme til, lavet lån og så videre. Og alle de ting har jeg været med inde over, siger hun. 
For Lone Andersen har altid været god til både sprog og tal, og hun tog hurtigt opgaven med regnskaber og budgetter på sig i det lille hjem. Ligeså begyndte hun at hjælpe manden med at skrive beretninger og læserbreve. Erik Andersen var nemlig meget aktiv i alverdens foreninger, herunder Familielandbruget.
Lone Andersen begyndte at komme med til møder og generalforsamlinger i Familielandbruget. Samtidig passede hun parrets egne børn, havde børn i pleje, hjalp til i stalden og sørgede for, at gårdens ansatte fik tre måltider om dagen. 
 

Det første prik 

Evnerne udi regnskabets kunst blev bemærket i foreningerne. Da hun er midt i trediverne, kommer første »prik« på den spinkle kvindeskulder. Familielandbruget ville have hende med i økonomiudvalget. Hvilket også førte til, at hun kom ind i Landsudvalget for Driftsøkonomi. Vejen til de mange politiske kasketter var efterhånden banet. 
- Jeg har haft vildt meget præstationsangst, især da jeg skulle ind i Nykredits regionsråd, hvor direktøren sad her i køkkenet og sagde, at de ville have mig med. Jeg skubbede bare hans tilbud tilbage, forklarer hun, og lader sin hånd glide over spisebordet i et fast ryk. 
- Så sagde jeg: »Ved du hvad, jeg er altså bare en almindelig bondekone, og jeg tror ikke, at det er noget for mig.« Min mand ville til gengæld gerne være med, men direktøren fik forklaret, at de så potentiale i at få en ung, driftig kvinde med.
Lone Andersen blev overbevist og takkede til sidst ja.
- Jeg var ved at dø af skræk til det første møde, men det gik jo, for jeg fandt ud af, at de andre var mindst lige så nervøse.
Og sådan tager Lone Andersen ofte udfordringerne op, for hun kan ikke bare sidde og se på. Men hun har aldrig selv søgt en stilling eller post, og hun har heller ikke altid følt sig lige godt beredt til jobsene. Alligevel er hun sprunget hovedkulds ud i opgaverne.
 

Mænd på mænd

I dag kan hun udover sæder i skole- og økonomibestyrelser bryste sig af at have været byrådsmedlem for Venstre og siddet som formand for Familielandbruget siden 2004 og meget mere.
I 2013 tog hun et stort spring op ad karrierestigen og blev valgt ind som viceformand i landets største landbrugsorganisation Landbrug & Fødevarer.
Pludselig hed arbejdspladsen Axelborg i København, og selvom hun også var første kvinde i formandskabet i Familielandbruget i Vestjylland, så var det lidt anderledes på den anden side af Storebælt. 
Nu var hun den første kvinde i toppen af dansk landbrug – og var, og er stadig – den eneste i en primærbestyrelse med 25 pladser. Samtidig sad her, virkelig de tunge drenge i erhvervet. Bondekonen fik kamp til stregen.
- At blive viceformand har været det sværeste for mig hidtil. Det var enormt grænseoverskridende at få ansvar for en masse områder og sidde for bordenden til møder, og være den, som ofte vidste mindst. Det var lige på og hårdt sammen med en masse dygtige folk, jeg ikke kendte særlig godt.
Hun sidder der dog endnu, og er netop også genvalgt til en endnu større post. I 2014 blev hun valgt ind i formandskabet i den rådgivende gruppe for økologi i Europa-Kommissionen. Her har hun udover at lære en masse engelske gloser også været en af hovedkræfterne bag en fælles europæisk økologiforordning,
 

Kvinder udelukkes

Men Lone Andersen har ved siden af det politiske arbejde i både udlandet og hoved-
staden også kæmpet for flere kvinder i erhvervet.
- Igennem årene har vi snakket rigtig meget om kilo, hektar og hestekræfter, men jeg tror på, at kvinder kan bringe et mere menneskeligt aspekt på banen, så vi også snakker livskvalitet og arbejdsglæde, siger hun.
Hun påpeger især, hvilken rolle kvinder kan spille i forhold til økonomiske beslutninger – og især som landmandskone under finanskrisen.
- Da landmænd under krisen sad og blev enige om at indgå swap-aftaler (risikabel lånemodel, hvor rentevilkår byttes, red.) er jeg næsten sikker på, at hvis de havde spurgt deres koner, var de blevet bedt om at forklare risikoen ved det – og det var nok ikke alle, der var lykkedes med den opgave.
Hun mener, at ligesom kvinder kan tage snorlige beslutninger, så evner de at bringe mere dialog og nærvær ind i diskussioner om svære emner.
- Selvfølgelig, skal det være de bedst kvalificerede, som sidder på posterne, og det er ikke for at sige noget negativt om mænd. Men når halvdelen af befolkningen ikke er inddraget i vores landbrugspolitik, fordi der kun sidder mænd, sker der en udelukkelse, siger hun og uddyber: 
- Hvis vi nu kunne udvide vores videnspalette ved at få flere kvinder ind, så vil det berige vores landbrug, og det har vi brug for, selvom de godt nok ikke står i kø.
 

Ingen rødstrømpe

De garvede mænd på Axelborg var dog hurtigt ved at »brække sig« over kvindekampen, som hun selv beskriver det, og det har ene-hønen taget notits af.
- Jeg er stoppet med at trække kvinde-
kortet, for jeg gad ikke være rødstrømpe-
Lone. Man skal tage sine kampe med omhu, og den her må der også være andre til at kæmpe end mig, men det er bare en kendsgerning, at vi ikke er særlig gode til at tiltrække kvinder i faget.
Landmanden har også altid været klar over, at hun blev nødt til at blive »en af drengene« for at være helt inde i varmen.
- Jeg er meget opmærksom på at komme med, hvor jeg kan, for jeg møder dem jo ikke på herretoilettet. Jeg går aldrig først i seng, hvis vi har aftenmøder, og sørger for at være med til tredje halvlegen og få en øl. Generelt vil jeg meget nødigt gå glip af noget, siger hun og griner.
 

Henter du kaffen?

Selvom Lone Andersen har lagt lidt låg på kvindekampen på Axelborg, så vil hun stadig skubbe på for flere kvinder i dansk landbrug og bestyrelsesarbejde generelt.
- Det kan da godt være, at jeg igen vil slå et stort slag for det, men jeg har givet det en pause. Jeg vil også respekteres for, at jeg er faglig dygtig til de forskellige områder. Men jeg roser højt, når branchen sætter kvinder ind på poster, siger hun.
Der er så få kvinder ved langbordene, at hun har oplevet, at mænd har troet, hun var sekretær. 
- Jeg har da oplevet i starten, at de ikke hilste, men spurgte, om jeg ikke lige hentede kaffen, men de var jo slet ikke vant til at se kvinder, siger hun og griner ved tanken om, hvor langt ude det er.
Hun lægger vægt på, at kvinder skal præsenteres bedre for deres muligheder, og at erhvervet skal være bedre til at spørge, hvad kvinderne har behov for – blandt andet hvis de ikke kan sidde til møder en hverdagsaften, men måske kan om morgenen.
- Det er demokratiske valg, så enhver kvinde kan gå hen til sin formand eller forening og komme med synspunkter og alliere sig med nogen og blive valgt ind, hvis hun brænder for det og har et budskab, og det kan de unge os, siger hun.
 

Kvinder skal prikkes

Lone Andersen, tror kvindefraværet ofte skyldes, at kvinder er mere tilbageholdne og ikke tror på sig selv i samme grad som mænd.
- Vi er ikke gode nok til at spørge dem. Jeg har da selv været med til at nedsætte udvalg kun med mænd. Men hvis en kommer hen og siger til dig, jeg synes, du skal stille op, for jeg er sikker på, at det er du skide god til, så rykker det måske noget, siger hun, og kommer med en afsluttende opfordring:
- Vi skal række ud og erkende, at de ikke kommer af sig selv. Det kunne være sjovt at sige, at alle til næste generalforsamling skal prikke en kvinde, for jeg ved, at der sidder mange kvinder med kompetencer derude.
 

Rundt om Lone Andersen

■ Født den 15. april 1964 ved Gammelby, Vejen
■ Flyttede hjemmefra som 16-årig og kom i lære som landmand. Hun har bestået grundforløbet på Boris Landbrugsskole
■ Er gift med Erik Andersen, som er 13 år ældre end Lone. De mødte hinanden, da hun blev elev på slægtsgården Højbo
■ De har tre voksne børn på 25, 30 og 32 år + to børnebørn, men har også haft plejebørn og adfærdsvanskelige i aflastning
■ Hun har været aktiv i alt fra skolebestyrelser, borgerforeninger, Nykredits regionsråd, Ringkøbing Skjern Forsyning og Landsudvalget for Driftsøkonomi
■ Har siddet i byrådet for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kommune fra 2010-2013
■ Formand for Familielandbruget VEST-Jylland siden 2004
■ Viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for Familiesektionen siden 2013
■ I Formandskabet for EU-Kommissionens
■ Rådgivende gruppe for økologi siden 2014
■ Kåret til »Årets Erhvervskvinde 2014« af netværket Erhvervskvinder.