Der skal så lidt til...

Læge Charlotte Bøving har frem til hun fyldte 48 år levet i frygt for den far, der gennem hele hendes barndom udøvede vold mod både hende og hendes mor. I dag bruger hun de voldsomme oplevelser aktivt til at være den bedste udgave af sig selv og til at leve sit liv, netop som hun føler det mest rigtigt. Et liv, der med en uhelbredelig kræftdiagnose formentlig ikke bliver helt så langt, som hun kunne have håbet, men som hun har besluttet sig for, skal være godt.
23-06-2018 07:00:31
Der er noget med hende. Noget der drager, inspirerer og fascinerer. Noget der gør, at man føler sig tryg. Føler sig tiltrukket af viljen, sejheden. Selv føler hun sig ikke sej – det siger hun i hvert fald. Men jeg tror alligevel godt hun ved, at det hun gør, ikke er alle forundt at evne. Den vilje hun er kommet gennem livet med. Den vilje til at ville livet. Viljen til at vinde. Viljen til selv at tage styringen over eget liv. Den vilje kan fejlagtigt opfattes som selvisk og hård. Men hun er alt andet end det. Hun er hjertelig, imødekommende, vidende og favnende. På de blot to timer interviewet tager, har hun formået - alene med sit væsen – at efterlade mig, både en kende rørt over ord, der er blevet sagt, imponeret over viljen og evnerne og inspireret til at ville yde lige det lidt mere, der gør, at mit liv former sig, præcist som jeg gerne vil, at det gør.
Jeg føler til fulde, at jeg er med på, hvad det gør ved de familier, der har været så heldige at deltage i programserien »Lægen flytter ind« at være under Charlotte Bøvings kyndige hænder i tre dage. Jeg er helt med på, at hendes store venskabskreds er omkring hende, fordi hun bidrager og bringer mere til bordet end hun tager. Og jeg er så ganske fuldt ud opmærksom på, at hun fylder blandt sine ansatte og kræver, at de leverer deres bedste – hele tiden, og at hun kan tillade sig det. Tillade sig det, fordi hun viser, at hun sætter pris på dem og deres indsats og fordi hun selv yder. Selv hele tiden arbejder mod at blive den bedste udgave af sig selv. En udgave vi andre også bør efterstræbe.
 

Min far var alt andet end ordentlig

Som læge, tv-vært, foredragsholder, triatlet og netop nyudsprunget med bogen »Jeg lever med en udløbsdato – tid til eftertanke, tilgivelse og taknemmelighed« er Charlotte Bøving ikke helt let at få en aftale med. Eller rettere. Aftalen er hun faktisk frisk på med det samme, men at finde en dato i den fuldt spækkede kalender, er straks værre. For udover at være lægen, der i adskillige tv-udsendelser flytter ind hos mennesker, der har et ekstra behov for hjælp til at finde den sunde og rette vej i livet, er hun også aktiv sportsudøver, hustru, datter, søster, i gang med at renovere det skønneste hus i skovkanten og praktiserende læge i Varde. Den by hun er født og opvokset i og hvor forældrene også havde fælles lægepraksis og et helt livs virke.
Men det lykkes. Og imødekommenheden og gæstfriheden lader ikke skinne igennem, at jeg er presset ind lige der, hvor Charlotte måske havde håbet på lidt alene tid og ro til frokost. Hun er på og lader ingen tvivl om, at nu er det det her, hun har sagt ja til. Så skal det også gøres med respekt og ordentlighed.
- Det er meget vigtigt for mig, at vi behandler hinanden pænt. Ordentlighed er faktisk netop en af mine kæpheste og noget af det, der fylder mest hos mig. Det kommer helt sikker af, at det ikke var eksisterende i min barndom, siger Charlotte Bøving.
- Min far var alt andet end ordentlig.
Charlotte Bøving holder få sekunders pause. Rejser sig fra de paller, vi har placeret os på midt på byggepladsen ved det, der ved årets slutning, skal blive hendes og hustruen Pernilles nye fælles hjem, og finder lidt flamingo vi kan sidde på i håb om, at vores bagdele ikke bliver helt så våde af formiddagens enkelte regnbyger som det umiddelbart tegner.
- Min far var psykopat. Han charmerede alle og erobrede kvinder i hobetal. Han var en flot mand. Dyrkede sport på højt plan og havde en atletisk krop – og så var han byens læge.
- Men han var også et monster. Et monster, der gennemtævede vores mor, så hun ikke bare besvimede, men lå bevidstløs i flere minutter. Et monster der kylede ting efter os, hvis vi efter hans mening, trådte det mindste ved siden af.
- Han truede flere gange vores mor med et jagtgevær og lod hende forstå, at skulle hun blot overveje at lade sig skille, så ville han tage os børn fra hende på den ene eller anden måde. Det hang i luften, at det jagtgevær kunne bruges på andet end de dyr, han skød, når han var på jagt.
- Heldigvis blev de skilt, da jeg var 13 år gammel, og min bror, mor og jeg gik under jorden i en periode af frygt for, at han ville gøre alvor af sine trusler.
Helt holdt det dog aldrig op, for Charlottes forældre havde lægepraksis sammen og farens konstante vold mod moren især – enten fysisk eller psykisk – fortsatte.
- Den der følelse af aldrig at vide, hvilket humør han var i. Aldrig at vide, om man skulle se at komme væk. Det var hårdt. Og den holdt faktisk ved til hans død i 2015. Helt frem til jeg var 48 år gammel.
 

Fornemmelse for mennesker

- I dag kan jeg også se, at det har givet mig en utrolig gave i form af fornemmelse for menneskene omkring mig. Jeg har udviklet en evne til at se selv de små tegn, og den evne bruger jeg hele tiden. Både privat og i mit arbejde.
- Den evne har – set i bakspejlet – gjort, at jeg ville sige jatak til det samme liv en gang til.
- Min barndom og de vilkår den har været under – til trods for, at jeg har fået sår og ar af at være udsat for noget helt uacceptabelt – så er det det, der har gjort mig til den Charlotte, jeg er i dag. Og den Charlotte er den, jeg gerne vil være.
Charlotte Bøving fortæller om farens konstante nedgørelse og manglende tro på hendes evner. Hvordan han pressede hende til at yde mere. Hvordan han med sætninger som: »Det klarer du aldrig« eller »Det har du slet ikke psyke til« fik hende til at yde en lidt større indsats. Træne lidt mere.
- Hver gang han sagde: »Det kan du ikke« blev jeg fast besluttet på, at det kunne jeg. Og så blev jeg ved, til det lykkedes.
- Derfor er jeg også et eller andet sted ham taknemmelig for, at jeg har opnået det, jeg har. Fået de oplevelser, vundet de medaljer. Viljen lå alt sammen i, at jeg skulle vinde dem. Ikke for ham, men over ham!
 

Vores evne til at takle modgang former os

At Charlotte Bøving har lært at kæmpe og vende selv dårlige situationer til gode, er hende seneste udfordringen endnu et bevis på.
I slutningen af 2016 fik Charlotte Bøving konstateret uhelbredelig kræft. Men i stedet for at lægge sig ned og give op. Lægge sig ned og blive bitter og føle sig uretfærdigt behandlet, har hun endnu engang formået at finde det bedste i situationen.
- Når man får en alvorlig sygdom, spørger de fleste sig selv, hvad de vil bruge tiden på. Og det har jeg også gjort.
- Nogen vil bestige bjerge, andre rejse verden rundt. Jeg vil egentlig bare gerne leve det liv, jeg lever. Arbejde i min lægepraksis. Lave fjernsyn og hjælpe andre mennesker til at leve deres liv, så det giver mening for dem. Jeg gør alt det, der giver mit liv mening. Det ønsker jeg også for andre.
- Det er ikke det samme, vi sætter pris på eller værdi i. Men det er vigtigt, at vi gør os klart, hvad der gælder for os. Også selvom du ikke har en dødelig sygdom, der banker på.
- Har du et røvsygt job, hvor du ikke nyder at være, så sig op eller gør det, der får jobbet til at blive et bedre sted. Vi er selv herre over, hvordan vores liv skal bruges. Der er udefra kommende hændelser, vi ikke kan gøre noget ved, men vi kan bestemme, hvordan de skal have lov at påvirke os.
- Det der former os som mennesker, er vores evne til at takle modgang og reflektere over, hvordan man kommer videre og hvad man skal lære af det.
- Og ja, jeg ved godt, at nogen har lettere ved det end andre. Nogen er også bedre skabt til at løbe et maraton end andre, men det er ikke en undskyldning til at lade være. Alle kan lære at stille sig selv vigtige spørgsmål i livet, og ofte er det kun så lidt, der skal til for at ændre og lykkes.
- Min mission er at inspirere andre til at forme deres liv, så de kan lide at leve det. Også selvom de møder modgang. Det at få en diagnose, er ikke nødvendigvis verdens undergang. Jeg lever med min diagnose, og jeg vil rigtigt gerne, at der er streg under lever. For det er det, jeg gør.
- Rigtigt mange falder til jorden og bliver offer i deres eget liv. Det går ikke. Hver dag skal være en god dag. Der er altid lyspunkter. Find dem.
 

Tilgivelse for min egen skyld

- Mange har spurgt mig, hvordan jeg har kunnet tilgive min far, der både slog mig og min mor og lod os leve i evig frygt. Havde kvinder i øst og vest, antastede mine veninder og meget meget mere. Men den tilgivelse, den handler ikke om ham. Den handler om mig. Det er et spørgsmål om, hvorvidt jeg vil gå rundt og være sur og bitter resten af mit liv. Og det vil jeg ikke, så den tilgivelse er for min skyld. Det er for, at jeg kan leve mit liv som en glad og taknemmelig person.
- Så tilgive, ja, det kan jeg sagtens. Men jeg glemmer ikke, siger Charlotte Bøving inden hun slår ned på ordet taknemmelighed.
- Jeg vil ønske, at vi får mere fokus på taknemmeligheden. At vi værdsætter alt det gode, der sker os og tager ansvar for eget liv. At vi tør være ærlige. Både over for os selv og vores omgivelser, også hvis alt ikke er godt. Vi skal ikke lade som om. Vi skal ændre de ting, der gør, at noget hos os ikke fungerer.
-Vi skal turde være direkte. Turde tale om liv og død. Og så skal vi tage ansvar.
- Er du klar over, hvor lidt der skal til, for at den generelle sundhedstilstand i Danmark kunne blive markant bedre? Hvis vi alle sammen optimerede vores egen sundhedstilstand med bare to procent, ville vi spare rigtigt mange penge i sundhedssystemet.
- Der skal så lidt til. Vi skal bare i gang. Det er det, jeg gerne vil motivere til. I min klinik, hvor jeg er heldig at følge de samme familier, jeg har kendt hele livet og gennem tv-udsendelser, hvor jeg når ud til et antal, jeg slet ikke havde turde håbe på. Det er min mission og det jeg gerne vil huskes for. At der skal så lidt til, for at leve et sundt og godt liv. Og så, at jeg bragte mere til bordet, end jeg tog.
Charlotte Bøving kigger på mig med sine intense øjne samtidig med, at en knyttet næve rammer min overarm.
- Giver det mening?
Og ja Charlotte. Det giver mening. Så dybt, meget og fuldstændigt. Hvor jeg dog krydser fingre for, at du kan have dit virke og gennemslagskraft mange år endnu. At du kan inspirere og bidrage til, at vi kommer godt gennem livet i alle dets afskygninger.
Du virker.
 

 

Den lykkeligste dag i mit liv
Charlotte Bøving og Pernille Lok Bøving blev gift den 27. maj 2017 i Ho kirke. En lillebitte landsbykirke, der ligger med en fantastisk udsigt ud over Ho bugt og blot 500 meter fra Charlottes sommerhus.
- Det var den lykkeligste dag i mit liv, siger Charlotte Bøving.
Pernille Lok Bøving har to sønner fra tidligere ægteskab. Sammen har de tre hunde og fem katte.

 

Carolinelund
Carolinelund danner snart rammen om Charlotte Bøving og hendes hustru Pernille Lok Bøvings fælles liv.
Carolinelund er med Charlotte Bøvings egne ord et magisk sted. En kæmpestor, smuk og over 100 år gammel villa i udkanten af Varde. 400 kvadratmeter bolig. En tidslomme, et stykke uberørt historie, et eventyr med 15.000 kvadratmeter park og skov. Charlottes tidligere gymnasierektor boede der i næsten 50 år. For 15 år siden var Charlotte på lægebesøg. Rektors hustru, der i øvrigt var idrætslærer på gymnasiet og så Charlottes talent for idræt tidligt, var meget syg og havde behov for lægehjælp. Charlotte var der og faldt for stedet.
- Hvis I nogensinde vil sælge stedet, så ring, sagde hun, da hun gik og efterlod sit telefonnummer på en lap papir. Den lap hang gulnet af ælde stadig på køleskabet, da huset skulle sælges i 2017 og Charlottes tidligere rektor ringede hende op.
- Det er et fantastisk hus, og det bliver ikke mindre fantastisk, når vi er færdige med den gennemgribende renovering, siger Charlotte Bøving og beskriver malende hver en detalje i det kommende hus, som vi bevæger os gennem det, der skal blive til soveværelse, badeværelser, køkken, fitnessrum og gæsteværelser.
Rektor ville ellers først sælge efter sin 90 års fødselsdag i 2019. Men det kunne Charlotte ikke vente på.
- Med min diagnose, er jeg ikke sikker på, at jeg bare kan vente. Jeg vil gerne i gang. Og når rektor Morten Müller fylder 90 år. Så fejrer vi det på Carolinelund, fuldstændigt som han ønsker. Det har jeg lovet og det har jeg lyst til. Helt som aftalt.

 

Ingen skal jage mig ud af min by

Da Charlotte Bøving forlod Varde for at studere medicin i Odense var det med et løfte til sig selv om, at hun aldrig mere skulle tilbage til den by, der indeholdt så mange dårlige minder. Men efter ti år, med bolig i Odense og på Lanzarote, blev beslutningen ændret.
- Jeg ville gerne tage speciallægeuddannelsen og kun i Ribe Amt kunne man komme i gang med det samme. Det var simpelthen her i Varde, at der var plads, hvis ikke jeg ville vente to år, siger Charlotte Bøving.
Og så blev det sådan. Charlotte vendte tilbage og har ikke fortrudt.
- Alle de dårlige minder er jo også krydret med gode minder. Da jeg blot ændrede fokus, dukkede de op i min erindring og er dem, der har fået lov at fylde.
- Jeg kunne sagtens vælge at fokusere på min folkeskoletid, hvor jeg blev mobbet, eller min families ustabilitet og voldsomhed. Men jeg kan også finde gode ting og i dag er det en kæmpe gevinst for mig, at jeg kender mange af mine patienters baggrund. At jeg kender deres historier – deres familier. Det gør, at jeg forstår dem på en anden måde, end hvis jeg var endt i en by, hvor jeg var fremmed.
- Det er her, jeg hører til. Det er Varde, der er mit hjem. Og ingen skal jage mig ud af min by, siger Charlotte Bøving.