Den vigtigste person i mit liv er mig selv

Iværksætter Martin Thorborg har for længst besluttet sig for at leve det liv, han gerne vil. – Lad være med at bilde dig selv ind, at livet er i morgen, siger han.
05-05-2018 07:00:45
Martin Thorborg, medstifter af blandt andet firmaet Jubii og iværksætterportalen Amino, blev iværksætter fordi han ikke var god til at gå i skole og ikke kunne finde et job, han brændte for.
- Det gik faktisk så vidt, at jeg blev kylet ud af skolen, siger han og erkender, at det da ikke var det sjoveste, men et gevaldigt spark til, at han blev nødt til at finde ud af, hvad han så brændte for og var god til.
- Det er vigtigt, at man finder sit kald i livet. Det man kan lide at lave, er som regel også det, man er god til. Hav fokus der, siger han, der til at begynde med havde forskellige småjobs, men ikke rigtigt fandt det, der passede ham, og hvor han glædede sig til at komme på arbejde.
- Så var eneste mulighed, at jeg skabte det selv, siger Martin Thorborg med et underfundigt smil.
 

Skal kunne lide sig selv

Martin Thorborg har været iværksætter siden han var 25 år, hvilket inden for en overskuelig årrække nærmer sig det halve af hans liv.
- Det er mange år, og det har lært mig meget, siger han.
- For det første har jeg fundet ud af, at den vigtigste person i mit liv er mig selv. Det kan godt være, at det lyder lidt højrøvet, men man skal altså kunne lide sig selv, for at kunne være noget for andre.
- Det er jo fuldstændig, som når man er ude og flyve. Stewardesserne forklarer nøjagtigt pointen ved at minde om, at sker der en ulykke, er det vigtigt, at man sørger for selv at få iltmaske på som det første. Først derefter kan man hjælpe andre. Det er det samme, lyder det fra Martin Thorborg.
 

Omgiv dig med gode mennesker

- Den næste vigtige lektie jeg har lært er, at man skal omgive sig med glade, inspirerende mennesker. Det er så utroligt vigtigt, at vi kigger på vores omgangskreds og spørger os selv, om de giver positiv eller negativ energi.
- Man skal ikke holde ved, bare fordi man har kendt hinanden længe. Bliver man drænet af selskabet og konstant kommer i underskud både mentalt og fysisk af at høre de samme negative historier igen og igen. Så drop det venskab eller den forbindelse. Det gør dig ikke noget godt, fastslår iværksætteren, der har indset, at livet er for kort til dårlige relationer.
- De nærmeste mennesker påvirker os rigtigt meget. Og der skal vi altså kræve, at det er inspirerende, god påvirkning.
Martin Thorborg ved godt, at ordene kan falde lidt hårdt, og at brud i venskabskredsen eller sågar familien kan lyde brutalt, men han står ved.
- Jeg mener selvfølgelig ikke, at man skal droppe kammeraten gennem 20 år, bare fordi han er trist i en periode og har behov for at snakke. Det er ikke den slags dårlig energi, jeg taler om. Men vi kender alle sammen de mennesker, der altid brokker sig. Altid kan se, at græsset er grønnere hos naboen, som de i øvrigt er sikker på, snyder med dit og dat. Eller dem der altid er uheldige og ikke kan gøre for det. Drop dem. De gør dig ikke noget godt.
Martin Thorborg er meget klar i mælet, når snakken falder på forholdet mellem mennesker.
- Det man gør mod andre, kommer tilbage. Det er vigtigt at hjælpe. Jeg ser det som en form for investering. En form for goodwill-konto. Ligesom det at hjælpe andre har den suveræne effekt, at man bliver så frygteligt glad for sig selv. Det er en rar følelse og det viser over for en selv, at man har overskud.
- Det sender et signal til omverdenen om, at man er et rart og hjælpsomt menneske, der oser af overskud, smiler Martin Thorborg lidt kækt, så man godt ved, at han mener det, men også smører lige det ekstra på, han vurderer tilhøreren kan tåle.
 

Langt sejt træk

Han fremhæver det at nå sit mål, som et langt sejt træk. Fremhæver, at det ikke nytter noget at tro, at man eksempelvis kan tabe sig hurtigt eller få en forretning op at køre i løbet af nul komma fem.
- Begge dele tager tid og det kræver mål. Mål der er gennemtænkte og vurderet. Hvis jeg får en ide om et mål, jeg gerne vil nå, tænker jeg altid en ekstra gang, om målet er så vigtigt for mig, at jeg er villig til at risikere. Jeg tænker tanken igennem om, hvad der kan gå galt. Og derefter ved jeg, at jeg nok skal nå det fastsatte mål, hvis jeg arbejder for det og bruger så ikke tid på at se mig tilbage eller tænke, hvad nu hvis? De tanker har jeg gjort mig som en start, og jeg har vurderet, om det er en risiko, jeg vil løbe. Er det det, er der ikke brug for, at jeg bekymrer mig mere om det, fastslår den succesrige iværksætter.
- Livet er lige her og nu. Lad være med at bruge for lang tid på noget, der ikke er fedt. Stig op i helikopteren og se, om du lever det liv, du har drømt om. Er der noget, der vil kunne gøre det bedre? Noget du hellere vil?
- Er der det, så gør noget ved det.
- Vi har en tendens til at buldre gennem livet og hele tiden sige til os selv, at i morgen bliver det bedre. Når børnene er store, kan vi det og det. Men det er jo dumt. Vi lever i dag. Få nu det bedste ud af det. Og tag så tingene fra en ende af. Gør det ikke sværere end det er. Tro på det og kom i gang, slutter Martin Thorborg.
 
»Livet er lige her og nu. Lad være med at bruge for lang tid på noget, der ikke er fedt. Stig op i helikopteren og se,
om du lever det liv, du har drømt om. Er der noget,
der vil kunne gøre det bedre? Noget du hellere vil?
- Er der det, så gør noget ved det.«

 
Martin Thorborg