Chess er et hit!

Musicalen Chess, der er på vej på landsturne, bør nydes for god musik, smukke sange og en flot opførelse *****
14-02-2018 15:20:12
Næsten 31 år efter musicalen Chess, skrevet og komponeret af Benny Andersson, Bjørn Ulvaeus og Tim Rice, havde urpremiere i London, bliver forestillingen nu for første gang opført på dansk i en professionel opsætning.
Kun en enkelt af originalopsætningens helt store sange, One night in Bangkok, synges på engelsk, mens alle øvrige sange er flot oversat af Jesper Malmose til en god meningsfyldt kærlighedshistorie på tværs af grænser, og i kulisserne til verdensmesterskaberne i skak.
Centralt i skakspillet er den russiske bjørn Anatoly Sergievsky og den storskrydende misbruger Frederick Trumper. Undervejs i spillet, falder Trumpers sekundant Florence Vassy og Anatoly Sergievsky for hinanden, men sidstnævntes søn, gør i sidste ende udslaget: Sergievsky vender tilbage til USSR fra ellers selvvalgt at have været i eksil og været statsløs.
Sjældent har man hørt en mere kraftfuld og velsunget musical på alle pladser: Stig Rossen har en fantastisk stemme, der kan synge enhver teatersal op, og det sker da også i rollen som Sergievsky. Et særdeles flot mod- og medspil får han af Xenia Lach-Nielsen som Florence Vassy, der nok har en af Danmarks absolut smukkeste sangstemmer.
Specielt skal også fremhæves Jakob Zethner som Sergievskys sekundant Molokov og kampens dommer, sunget af Kristian Vetter, begge gør deres til en storslået forestilling.
Ofte taler vi om, at de store opsætninger skal ses i London eller New York. Undertegnede så for mere end 20 år siden Chess i London. Det var en lang sort-hvid helkedelig forestilling.
Sådan er det langtfra i denne danske opførelse, hvor tiden farer afsted: Såvel den kreative og geniale koreografi, som scenografi brillerer, og det 17 mand store orkester og musikken viser tænder under ledelse af kapelmester og producer Mikkel Rønnow. En flot iscenesættelse står Mark Clements for.
Chess rummer en stribe gode hits og kan varmt anbefales, hvorfor forestillingen får fem meget store stjerner.