Boganmeldelse: Selvgjort er velgjort

3 bøger om oste, sennep, eddiker og olier
06-03-2018 08:27:56
Selvgjort er velgjort, lyder et gammelt ordsprog. Og sandt er det, at det er en fornøjelse selv at producere lækkerier til glæde for både egne og andres smagsløg – for eksempel oste, sennep, eddiker og olier.
Som en hjælpende hånd til køkkenskrivere har forlaget NICHE udgivet tre bøger med titlerne Bogen om henholdsvis oste, sennep, eddiker og olier.
Bøgerne forhandles af Dansk Hjemmeproduktion, der udvikler, producerer og markedsfører materialer, udstyr og ingredienser til fremstilling og konservering af fødevarer. Dansk Hjemmeproduktions grundlæggende ide er at skabe mulighed for selvforsyning og udnyttelse af havens, skovens og markens store spisekammer.
 

Bogen om ost

I de første tre kapitler i Bogen om ost sættes fokus på ostens historie, ostens biologi og verdens bedste oste. Spændende læsning hvoraf det fremgår, at mennesker for 8-10.000 år siden ved et tilfælde opdagede osteprocessen, da mælk nu ikke blot kom fra får, geder og kameler, men også fra køer.
Indtil for godt 150 år siden foregik fremstillingen af oste hovedsagelig i de enkelte husholdninger på gårdene. Men efter industrialiseringen skete fremstillingen, på bekostning af hjemmeproduktionen, i stadig stigende grad på mejerier.
På verdensplan produceres der mange tusinde forskellige slags oste. I Bogen om oste er der imidlertid valgt kun at fokusere på de meget kendte og mest solgte oste i Europa.
I kapitlet Lav din egen ost fortælles, hvad der skal bruges af remedier, og hvordan man gør. Bogen indeholder endvidere opskrifter til fremstilling af oste, røgning af oste og opskrifter med ost.
 

Bogen om sennep

 
Sennep er en af de allerældste kulturplanter, hvis historie går mange tusinde år tilbage i tiden.
Sennep har til alle tider været kendt og brugt som krydderi og lægeplante. I begyndelsen var sennep forbeholdt de rige, men blev i Middelalderen den fattige mands krydderi. I dag bruges sennep af de fleste.
Bogen om sennep fortæller historien om sennep, senneps biologi og sennep som lægeplante. Men for køkkenskriveren er afsnittene Lav din egen sennep og Opskrifter på sennep formentlig de mest interessante. Og mulighederne er mangfoldige. Der bydes på ikke færre end en snes velsmagende opskrifter.
Endelig indeholder Bogen om sennep opskrifter med sennep, der hovedsagelig er brugt som krydderi.
 

Bogen om eddike og olie

Bogen om eddike og olie er forlagets seneste udgivelse.
I vore dage bruger langt de fleste danske familier olie og eddike som ingredienser i maden, ligesom familier rundt omkring i den ganske verden i årtusinder har gjort det. Siden 1960´erne har danskere, ikke mindst når det gælder olie og eddike, hentet kulinarisk inspiration fra sydlige himmelstrøg.
Som i forlagets to andre Bogen om-udgivelser byder Bogen om eddike og olie på både historiske kapitler og et kapitel om biokemi. Hertil kommer et kapitel om olietyper og aromatisering af olier.
Eddike – den syrlige smag hedder et kapitel, som præsenterer en række forskellige typer af eddike, blandt andet Balsamicoeddike. Herefter følger kapitler om fremstilling af eddike og kryddereddike.
Endelig byder Bogen om eddike og olie på fire kapitler med opskrifter på drinks, småretter og forretter, hovedretter og tilbehør, dressing, sennep og sauce og desserter, kager og brød.
Selvgjort er velgjort
For denne anmelder gælder det også, at selvgjort er velgjort, når det gælder fremstilling af velsmagende lækkerier. Og når det gælder oste, sennep og eddike og olie skyldes det ikke kun glæden ved at fornøje både egne og andres smagsløg, men i lige så høj grad fornøjelsen ved at agere køkkenskriver.