Børn skal vokse op hvor der er ro

Allan Olsen - meningsfyldt sanger, kunstner og sprogpoet. En type for sig, der ikke er sådan lige at greje og sætte i bås.
17-10-2017 08:45:04

Allan Olsen

Jeg tror, jeg har grejet ham – Allan Olsen. Og så alligevel ikke. For han er sammensat den respekterede sanger og sangskriver barnefødt i Frederikshavn og nu bosat i Aarhus efter adskillige afstikkere både til København, Ålborg, Irland og Thailand.

En bonderøv fra Nordjylland koblet til en storbydreng, der ryger selvrullede smøger i stribevis og som giver den som rockstjerne med solbriller og læder. Han er svær at sætte i bås. Svær at få til at passe ind til en type mennesker. Og fuldstændig som han planlagde allerede, da han tog de første spæde stik til at blive så musikalsk, at han kunne kalde det sit job, har han passet på og holdt den afstand der gør, at man ikke helt kan greje ham. At man ikke helt kan sætte ham i bås. Og alligevel gør jeg forsøget. Forsøget på i hvert fald at lære ham bedre at kende. Forsøget på at komme lidt ind under huden på musikeren, der lystigt jonglerer med ordene både i sine sange og i det meget nærværende interview. 

,,

Det er meget sjældent, at man ikke får noget 
ud af mødet med andre mennesker

- Allan Olsen

____________________

For Allan Olsen bruger sproget som få, og nærmer sig grænsen af, hvad man ikke kan, når han skriver sine tekster. Han jonglerer og udforsker og forbliver på den måde interessant og en mand, man har lyst til at lytte på. 
En mand der kan bidrage med meninger og fortolkninger. Som kan samle og provokere. En mand der står ved, hvem han er, men som samtidig er så utrolig bevidst om, at det kræver hårdt arbejde og det rette image, hvis man skal kunne begå sig i den danske musikverden og leve af det.

Vil ikke sættes i bås

- Hvis man er i showbizz, vælger man forhåbentlig, hvad det er af sig selv, man vil give væk. Det betyder ikke, at man ikke vil give ret meget væk. Måske vil man give en hel masse væk. Man skal bare selv kunne bestemme, hvad det er, siger Allan Olsen.


- Jeg vil ikke sættes i bås, men jeg vil gerne stå ved mit ophav og min opvækst i Frederikshavn. 

- Jeg fornægter bestemt ikke min herkomst. Jeg har ikke noget dårligt at sige om det sted jeg er vokset op. Jeg er kun fyldt med den største glæde ved min opvækst, og jeg har brugt den rigtigt meget, men jeg synes det er nødvendigt, at man hele tiden er på vagt overfor de her stereotyper. 


- Og når du synger sange med tekster, der ikke hver gang handler om ubetingelsesløs kærlighed, så bliver nu let puttet i den kasse, der hedder jysk folkesanger, og det føler jeg ikke er rigtigt. Jeg er musiker i Danmark, understreger Allan Olsen. 

 

Historiefortæller

I Allan Olsens barndomshjem fortalte de voksne historier. De fortalte om det, de oplevede og brugte synonymer og tillægsord i mængder, der ifølge Allan Olsen ikke længere eksisterer.  


Allan Olsen har dog taget evnen med sig. Evnen til at fortælle og gøre historierne lige så tilpas spændende, at man higer efter at høre mere og hellere end gerne vil fortsætte samtalen.


En dejlig augustdag er jeg så heldig, at Allan Olsen har sat mig stævne ved Engsøen i udkanten af Aarhus. Jeg skal se området, hvor han har løbet og gået adskillige ture med sin hund Muddi, og hvor han en tidlig februar morgen hjalp en forfrossen selvmordtruet kvinde med plasticpose over hovedet og et lagen dinglende fra fugletårnet, afsted på sygehuset. Og så skal vi tale om forskellen på at bo i byen og på landet. Forskellen mellem egnene i Danmark. Om det at være barn og ung i dag og så selvfølgelig en lille smule om Allan selv. 

Byen er for de voksne

Naturligt falder snakken ind på forskellen mellem at vokse op på landet eller i byen.
- Jamen her er jeg også ret klar i min mening.  Det at vokse op er som at tegne en cirkel omkring dig, der hele tiden udvides. Dit udsyn bliver større hver dag, og man placerer sig mere og mere som individ i det udsyn. Hvem er jeg i alt det her? 


- Jeg tror ikke at vi genetisk er gearet til at bo i de større byer, som vi har lavet. I hvert fald ikke, når vi er børn. Byer har man for de voksnes skyld og af praktiske hensyn. Jeg kan slet ikke se et argument for at lade børn vokse op i et bycentrum i en større dansk by.


- For det første er det som at gå i en slugt. Dit blik standses hele tiden. Du kan aldrig se langt, og så er vi altså ikke genetisk beregnet til at være stuvet sammen. Den naturlige rastløshed og nysgerrighed vi fødes med, den er egentlig vores eneste forudsætning. Vi fødes med en enorm nysgerrighed. Og når vi vokser op i landlige omgivelser, så er det for mig helt naturligt, at der er der nogle ting, der er velegnet til et barneliv. Det kan være årstidsskift. Lyde af naturen. Frisk luft, rent vand, fred og ro. Det er jo alt sammen ressourcer, som de større byer ikke kan levere.


- Jeg bor selv inde midt i Aarhus, fordi jeg på et tidspunkt indgik i et forhold, og sådan er det. Man indgår kompromiser. Nu taler jeg jo visioner, og de passer ikke altid til den virkelighed, der er, fastslår Allan Olsen.

 

Læs hele artiklen i FrilandsLiv uge 37