Vi skal ville naturen

Sebastian Klein vil gerne tale med FrilandsLiv, men han insisterer på at tale om noget, der er væsentligt og interessant. Ikke om sig selv – det har han gjort til hudløshed, siger han. Sebastian Klein vil tale om biodiversitet og hvad vi kan gøre, for at bevare og øge den. Og det er heldigvis lige til, lover han. Det kræver bare, at vi vil og beslutter os for at gøre det.
02-03-2019 07:00:23

Sebastian Klein. Multitalentet der har arvet sine forældres evner til at underholde. Arvet glæden ved spas og finurligheder i rollen som »Doktor Pjuskebusk« sammen med vennerne Martin og Ketil i Naturpatruljen. Eller historien om »Anton« - Sebastians hemmelige ven med de ulækreste madder, vi på vores matrikel, har nydt godt af flere gange, når lysten har været til remoulade på ostemadden eller pålægschokolade ovenpå leverpostejen.

For ikke at tale om indslagene i »Gæt en lort«, der var så tilpas ulækre til, at mine drengebørn elskede dem – og ovenikøbet med en vis mængde oplysning der gjorde, at de fik viden indenbords samtidig med, at deres helt basale behov for prut og lort blev tilfredsstillet.

Sebastian Klein. Naturformidleren på DR’s børnekanal Ramasjang i »Verdens farligste dyr«. Naturformidleren i »Bidt, brændt og stukket«, hvor han mere eller mindre frivilligt lader sig stikke eller bide af dyr, de fleste af os andre, ville være gået langt uden om og senest en blandt fire populære værter i naturprogrammet »1 døgn, 2 hold, 3 dyr« på hovedkanalen og med et voksent publikum som målgruppe.

Der kan sættes mange minder på Sebastian Klein. Mange ord og forestillinger. Mange forventninger og krav til, hvordan manden så egentlig er sådan i virkeligheden.

Forventninger, jeg godt og grundigt havde puttet ned i den kasse, jeg på retfærdigste vis havde kaldt Kleins kasse, efter i første omgang fejlagtig at have placeret ham sammen med Søren Ryge på Djursland. Nu var han så havnet i den kasse, han primært delte med sin far Jesper Klein og humoren og så lidt med alle de andre københavnere, der har bosat sig i lejlighed i byen og som på den mest forventningsfulde måde belærer alle os, der dagligt befinder os midt i naturen om, hvordan vi skal behandle den og i særdeleshed, hvad vi ikke må.

Og som det ofte er sket, så tog jeg fejl.
Sebastian Klein hoppede efter kort tids snak lige lodret op af den nye solide kasse, jeg havde fået puttet ham i og ud i det fri – ud i den natur han elsker og med en lille flig af kroppen prompte ned i mit hjerte. Og der får han lov at blive.
 

Et liv på Amager

Sebastian Klein er født på Amager. Vokset op på »Billenborg« - villaen på Ove Billesvej, som faren Jesper Klein yndede at kalde huset, familien boede i. Som eneste fælles barn af skuespillerinde Lykke Nielsen og allestedsværende, anerkendte og beundrede Jesper Klein var en tilværelse som kendisbarn et livsvilkår for Sebastian Klein.

- Det var nu egentlig okay, siger Sebastian Klein, der selv betegner sin barndom som god og tryg, men selvfølgelig med de oplevelser, der følger med, at ens forældre er allemandseje.

En opvækst på Amager, der efterfølgende er blevet til et liv på Amager. Et liv med hustruen Rikke, der oprindeligt er fra Fyn, men som ifølge Sebastian Klein selv, kastede sin kærlighed på København, det øjeblik hun trådte over Langebro, og deres to fælles børn, Christopher og Sylvester.

Et liv på Amager på trods af længslen efter store vidder, Vesterhav, natur og skov. Længslen efter en udsigt til andet end endnu et lejlighedskompleks, længslen efter ro, fordybelse, fugle, insekter og biodiversitet i store mængder, men også et liv på Amager fyldt med mening og med kærlighed. Kærlighed til sin opvækst, Amager, sine forældre og i allerhøjeste grad til hustruen og børnene, der holder ham lige der, hvor han hører til, midt i familien, krydret med hen mod 100 ture om året til det jyske for at udforske, opleve og berige alle vi, der suger hans viden, videregivelse og begejstring til os.
 

Vi skal ville naturen

For Sebastian Klein begejstrer og smitter med sit engagement.

Et engagement der kommer så tydeligt til udtryk, da snakken falder på klima og biodiversitet.

- Der venter et folketingsvalg lige om hjørnet, siger Sebastian Klein.

- Der er ingen tvivl om, at vi kommer til at se, at klimaet er på dagsordenen, og det er fint. Men der er altså efter min mening to alvorlige dagsordner, vi bør tale om.

Sebastian Klein rykker sig i sædet. Drikker lidt af vandet, han har stående på bordet og fortæller.

- Når det drejer sig om klimakrisen, ved vi i bund og grund ikke, hvornår den slår igennem og vi ved i bund og grund heller ikke helt, hvad vi skal gøre ved den.

- Helt anderledes er det med biodiversitetskrisen. En biodiversitetskrise der, set med mine øjne, er mindst lige så interessant og hvor vi allerede nu ved, hvad vi skal gøre.

- Problemet er, at klimakrisen handler om vores egen røv. Det vil føre til, at steder i verden bliver ubeboelige og store flygtningestrømme vil komme vores vej. Det kan vi ikke lide.

- Biodiversitetskrisen, den rager ikke mange. Hvad gør det, at der ikke er helt så mange sommerfuglearter som før i tiden? Hvad gør det, at solsorten ikke længere synger om morgenen?

Sebastian Klein smiler en kende ironisk. Der er ingen tvivl om, at den faldende biodiversitet rager ham en hel del. At den bekymrer ham.

- Det er et dystert fremtidsbillede set med mine øjne, hvis vi kun reagerer på det, der truer os selv direkte. Vi skal ville naturen. Opsøge den og passe på den.

 


»Alle der ejer land, har en mulighed for at gøre noget. Det bedste du kan gøre er, ikke at gøre noget. Lad det vokse vildt og se, hvor berigende det er.«

Sebastian Klein

 

Mennesket optager plads

- Mennesket optager mere og mere plads. Vi har fundet ud af, at vi kan opdyrke jorden også i de tropiske lande, så vi bevæger os ind på mange dyrs enemærker.

- Mellem 100 og 1.000 gange hurtigere er der arter, der uddør, end hvis det var foregået naturligt uden menneskenes indblanding, siger Sebastian Klein og er ikke i tvivl om, at den igangværende mindskelse af biodiversiteten ikke bare er klimabaseret, men i lang højere grad må tilskrives, menneskets konstante udnyttelse af jordens ressourcer.

- Vi fylder enormt meget og er sindssygt dårlige til at give plads, siger han.

Problemet med den faldende biodiversitet er dog ifølge Sebastian Klein nem af løse.

- Men vi lever i et vækstparadigme – vi skal helst vækste to procent om året og det kan vi ikke, hvis vi skal hen imod at udnytte jorden mindre.

 

Landbruget bærer ikke
skylden alene

Sebastian Klein understreger, at problemet ligger hos hele verdens befolkning og sætter en fed streg under, at det ikke er landbrugets skyld.

- Landbruget får skyld for meget, og lige som med det meste andet, så bærer de altså heller ikke den her alene. De laver kun de produkter, de kan afsætte, så det er en enorm ufrugtbar diskussion kun at tale landbrug. Det er uinteressant i den her sammenhæng, siger Sebastian Klein og tilbyder mælk til kaffen, der mod undertegnedes forventning ikke bærer Ø-mærket.

- Vi har brug for at have marker, der er dyrket, vi har brug for mad. Tværtimod synes jeg faktisk, at vi har en pligt til at udnytte landbrugsjorden så intensivt som overhovedet mulig, når nu vi alligevel har valgt at spolere den for naturen.

- Så nej, landbruget har vi brug for. Men de må gerne hjælpe til med at øge biodiversiteten alle andre steder end lige på de marker, som der dyrkes, og hvor vi fremdyrker monokultur. Vil de i stedet lade de vilde blomster i grøftekanten gro, og i det hele taget give naturen plads og tillade vild bevoksning og lignende, så er vi godt på vej.


»Naturen er det eneste sted, vi kan gå på opdagelse uden at vide, hvad vi
finder på forhånd. Du kan gå ud i haven og vende en sten, og så er der et mylder af liv. Det pirrer til ens nysgerrighed.«
Sebastian Klein

 

 

Haveejerne skal på banen

- Så mangler vi kun, at alle haveejerne også tager deres del. Og her tænker jeg helt optimalt, at vi lod være med at klippe vores græs og vores hæk og lod det hele stå lidt mere til. Det hjælper nemlig på både dyre- og planteliv, understreger Sebastian Klein.

Strømmen af ord stopper for en stund. Sebastian Klein ved godt, at det måske nok er lige at stramme den en tand for meget. Ikke i forhold til, hvad han egentlig mener og gerne vil praktisere selv, men i forhold til, hvad der er praktisk muligt for et moderne menneske.

- Det kommer nok ikke til at ske, smiler han.

- Men mindre kan også gøre det. Hvis vi laver kompostbunker, lader et par grene ligge samlet, smider en bunke sten. Har et hjørne i haven, hvor græsset får lov at gro vildt. Der skal ikke meget til, understreger han og kommer pludselig i tanke om en passage han netop har læst i det politiske parti Alternativets valgmateriale.

- Ja, du skal næsten høre den her. Jeg finder den lige.

Sebastian Klein henter telefonen og finder sætningen, der tydeligvis har sat hans sind i kog.

Alternativet ønsker ifølge deres valgmateriale et 100 procent økologisk dansk landbrug. De begrunder blandt andet ønsket med, at det er godt for biodiversiteten, og det er åbenbart den sætning, der har fået Sebastian Klein lidt længere frem på stolen.
 

Økologi har ingen betydning
på biodiversiteten

- Det er løgn. En omlægning til økologi har meget ringe betydning overhovedet for, om biodiversiteten blandt vores insekter og smådyr stiger eller falder. Det er simpelthen ikke rigtigt. Økologiske marker er jo netop også dyrkede, og her tilstræber man også monokultur, og det er dyrkningen og jordoptaget, der er den væsentligste årsag til faldende biodiversitet. Ikke om der sprøjtes eller ej. Det betyder faktisk mindre i det store billede.

- Undersøgelser har vist, at der er 30 procent flere insekter og andre smådyr på økologiske marker end på konventionelt dyrkede, men 30 procent ud af ingenting – det er jo stadigvæk stort set ingenting, så det er ikke der, vi skal sætte ind for biodiversitetens skyld, siger Sebastian Klein og lader den stå et øjeblik.

- Alternativet må gerne mene, at hele det danske landbrug skal omlægges til økologisk. Det er fint med mig, og det kan der være mange velmenende og fornuftige grunde til, men de skal ikke sige, at det har en effekt, det ikke har.

- Vi skal sætte ind der, hvor vi ikke dyrker jorden. Vores græsplæner, skovkanter, grøftekanter. Og så er der da god fornuft i, at vi tager de marker ud af produktion, som alligevel ikke er rentable for landmanden. De marker der dels er for sandede eller måske for våde og lægger dem ud til natur i stedet. Det vil gavne.
 

Mere lort og død

Sebastian Klein håber også, at vi kan sætte flere store husdyr ud i naturen.

- Vi skal have køerne ud i skovene, have dem til at trampe rundt og lave lort alle mulige steder. Lort der får lov at ligge, og skal det være helt optimalt, så skal dyrene også have lov at dø og gå i forrådnelse ude i naturen. Vi skal ikke komme og køre dem til destruering. Det finder naturen selv ud af, hvis vi giver den lov.

- Mere lort og mere død. Død er forudsætningen for alt liv på jorden, siger Sebastian Klein med et smil og understreger, at det har ligget hans hjerte nært hele hans liv.

- Lort er helt fantastisk til at tiltrække alle mulige former for insekter. Og med mange insekter, mider og orme, så kommer de lidt større dyr – fuglene også. Så kører den positive cirkel.

 

100 dage i Jylland

Sebastian Klein har altid været optaget af naturen. Så umiddelbart, synes det som et skidt valg at bo midt i København.
- Men jeg kan godt køre om morgenen, være en hel dag ved Vadehavet og så nå hjem til aftensmad med familien, siger han og gætter på, at han er omkring 100 dage om året i Jylland.


Vi skal ville naturen

Overordnet efterspørger Sebastian Klein nogle internationale aftaler, der fælles for hele verden tager den beslutning, at man vil naturen og biodiversiteten, og at den skal fremmes.

- Det kræver os alle sammen for at løse problemet. Men det kan løses. Og det er væsentligt synes jeg. Ovenikøbet ret enkelt.

- Men vi skal ville det.

- Vi skal indse, at naturen har værdi i sig selv.

- Jeg kunne godt komme med en masse dommedagsprofetier om, at hvis vi ikke har alle de forskellige arter, så ender vi med at udrydde os selv til sidst eller lignende, men det vil jeg ikke. For det passer højst sandsynligt ikke. Argumentet skal ene og alene være, at vi passer på naturen og alle dens arter, fordi vi godt kan lide den. Fordi vi gerne vil have, at den er her, fordi vi kan se, at den har en værdi.

- Hvis ikke vi kan se, at naturen er fed i sig selv, så er den fortabt.

- Hvis vi glemmer eller negligere den eller endnu værre bruger den falskt og forkert, som i opråbet fra Alternativet, så går det galt.

Sebastian Klein smiler. Det har været en fin formiddag. Vi er kommet rundt om det emne, han gerne ville. Han har roteret på stolen, fægtet med armene og talt direkte til mig, så jeg forhåbentlig har forstået hvert et ord. Han mener det og fortsætter uden tvivl med at videregive sin viden og begejstring for naturen mange år endnu.

Jeg forsætter, hvor vi slap. Forsøger at være en lille smule mere overbærende, når græsset gror lidt for vildt og ind over terrassefliserne. Og så gemmer jeg hr. Klein lige der, hvor han er hoppet ind. For vi kom vidt omkring i snakken. Han er dyb, klog og erfaren. Tak.

 

Sebastian Klein

■ Født 20. juli 1972.
■ Søn af Lykke Nielsen og Jesper Klein.
■ Gift med Rikke Lunde Vestergaard Klein og far til Christopher og Sylvester på henholdsvis 14 og 17 år.
■ Har siden 1996 været ansat på Danmarks Radio.
 - DR’s Børne og ungdomsafdeling ringede tilbage i 1996 og spurgte, om jeg ville prøves som vært til en ny serie om dyr.
 - De havde hørt, at jeg vidste meget om fugle og dyr og spurgte, om jeg ville prøves som vært til en ny serie om dyr til »Fjernsyn for dig«.
 - Som de fleste andre studerende var jeg ikke just velhavende og DR lød desuden som en tillokkende arbejdsplads og slet ikke dumt at have på sit CV i forhold til at score piger, griner Sebastian Klein.
 - Jeg var derfor ikke sen til at takke ja. Det blev i alt til 11 programmer under titlen »Kom med ud«. Programmerne gik ud på, at jeg sammen med to børn gik ud i naturen og kiggede på et dyr. Jeg ved, at de børn vi tog med, kedede sig bravt, og det tror jeg i grunden også, at seerne gjorde. Programmet blev i hvert fald taget af efter et års tid, siger Sebastian
Klein.
 På trods af, at programmet blev betragtet som lidt af en fuser, blev Sebastian Klein inviteret med på et seminar, hvor der skulle opfinde et nyt naturprogram for børn.
 - Her mødte jeg Martin Keller og Ketil Teisen. Vi svingede rigtig godt sammen, og det endte med, at vi tre blev sat til at lave et naturprogram for børn. Sammen udviklede vi programmet »Naturpatruljen«, som hurtigt skulle vise sig at blive en stor succes.
■ Sebastian Klein har siden barnsben været engageret i flere af Dansk Ornitologisk Forenings aktiviteter og har siddet i flere forskellige grupper og udvalg.

 

Sebastian mener:
 At de skønneste natursteder i Danmark er den jyske vestkyst, Skagen og Christiansø.
 At dovenskaben er roden til alt godt, når det drejer sig om at øge biodiversiteten.
 At det er et dystert fremtidsbillede, at vi kun reagerer på det, der truer os selv direkte.
 At det nye udspil fra landbruget og Danmarks Naturfredningsforening, hvor ringe landbrugsjord tages ud af produktion og naturen fremmes, er et aldeles fremragende initiativ, som i den grad bør støttes!

 

Hvis vi kender naturen
- Jeg har ikke slæbt mine børn med ud i naturen – og det har jeg på en måde fortrudt.
Men min hustru Rikke og jeg har altid været af den overbevisning, at vores drenge selv skulle skabe deres egne interesser. Finde ud af, hvad der interesserer dem.
- Så havde jeg nok en ide om, at de da meget hurtigt ville finde interesse for naturen med alle dens insekter, orme og alt det, jeg elsker. Men der tog jeg fejl. Det ser ikke ud til, at det er den retning, de kommer til at gå.
- Og ja, enkelte gange har jeg tænkt, om jeg da ikke kunne have påvirket dem en anelse, men det er meget svært at påvirke sine børn i en bestemt retning, og det tror jeg heller ikke, at man skal.
- Så jeg er lidt alene om det her på Amager, griner Sebastian Klein og glæder sig over, at han nu i snart 25 år har fået lov at formidle det, han finder allermest interessant, videre til Danmarks befolkning.
- Hvis vi kender naturen og ser dens værdier, er det lettere og mere naturligt at værne om den. Så jeg har en mission her i livet. En glæde og en vej. Den fortsætter jeg gerne ud af, siger den naturelskende Klein.