Nyt projekt skal booste turismen på øer

Med 1,5 millioner kroner i ryggen fra Nordea-fondens kystpulje og Erhvervsministeriets landdistriktspulje lancerer Landdistrikternes Fællesråd et projekt, der skal brande 38 danske øer.
02-03-2019 07:00:06

De danske øers evne til at brande sig selv har stor betydning for øernes vitatiltet og udvikling. Det fastslår en rapport om de danske småøers kommunikationsstrategi fra Center for Landdistriktsforskning ved Syddansk Universitet.

Siden 2018 har Landdistrikternes Fællesråd drevet Ø-passet, der er en guide til de danske øer med gode råd, kort og oplysninger om de enkelte øer. Nu søsætter fællesrådet et nyt projekt, der skal styrke øernes branding og forudsætningerne for turisme, vækst og udvikling. Det sker takket være en uddeling fra Nordea-fondens kystpulje på en million kroner og en bevilling på en halv million kroner fra Erhvervsministeriets landdistriktspulje.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard har store forventninger til det nye projekt.

- Ø-passet har skabt synlighed omkring aktiviteter og oplevelser på øerne, især på de mindre øer. Med støtten fra Nordea-fonden og Erhvervsministeriet kan vi styrke denne synlighed endnu mere og være med til at fremme turisme og bosætning på øerne, siger han.
 

Folkeligt perspektiv

Med projektet håber fællesrådet at kunne styrke Ø-passets digitale formidlingsplatform og fællesskabet mellem Ø-passets brugere og lokale entreprenører, og dermed understøtte virksomhedernes arbejde med at udvikle og levere turismeaktiviteter på øerne.

- Projektet har et folkeligt og udviklingsmæssigt perspektiv. Beboerne på og uden for øerne skal engageres i at bruge og bakke op om aktiviteter, oplevelser og fællesskaber på og omkring de danske øer, siger Steffen Damsgaard.

Midlerne skal blandt andet bruges til at understøtte infrastrukturen på øerne med et digitalt Ø-pas med natur- og kulturfortællinger og et fællesskab af gæster og lokale værter, så flere får kendskab til øernes seværdigheder og muligheder.
 

Om Ø-passet
Ø-passet er en guide til det danske ørige - fyldt med inspiration og fakta om de danske øer. Her kan man blandt andet finde kort over de enkelte øer samt oplysninger om færger, overnatning og oplevelser.


I Ø-passet er hver ø præsenteret med kort, foto og faktaoplysninger om, hvad der kan ses og opleves på øen samt en QR-kode til øens hjemmeside. I et blankt felt ved præsentationen af den enkelte ø kan turisten fra en plade på havnen eller færgen gnide en silhuet af øen over med en særlig pen og på den måde samle på ø-mærker. Denne gimmick er turisterne ifølge Steffen Damsgaard vilde med og konkurrerer gerne med familie og venner om, hvem der har besøgt flest øer.

 

Mere end 400 navngivne øer
Der er mere end 400 navngivne øer i Danmark. 72 af de over 400 navngivne øer i Danmark er beboede og af dem, kan de 38 nås med færge. De 38 øer med færgeforbindelse er alle med i Ø-passet. Ø-passets mindste ø er Frederiksø, der, sammen med Christiansø, samtidig er Danmarks østligste punkt.

Når man besøger en af de mange danske øer, kan man se frem til en ganske særlig oplevelse, for de små øsamfund har alle deres egen og helt unikke identitet. Øferie i Danmark byder på højt til himlen, masser af frisk havluft, natur, autencitet og i den grad temposkift, for her leves livet simpelthen i et andet gear.

- Så øferie i Danmark er også ensbetydende med stressfri ferie med optimale muligheder for genopladning af batterierne, siger Steffen Damsgaard fra Landdistrikternes fællesråd.