Naturen er størst

Jacob Haugaard bor sammen med sin hustru Ilse Wilmot naturskønt på den fynske vestkyst i et hus med 25 værelser. En drøm de forfulgte for ni år siden og som stadig bringer dem glæde og energi.
19-01-2019 07:00:23

Jeg holder ind hos bageren på vejen. Gode mennesker har fortalt mig, at Jacob Haugaard elsker Kaj-kager og når han kan indrømme det, så kan jeg vel også. En forbundsfælle i Kaj-kage-spisning skal ikke gå usagt hen, så selvom klokken kun er 10 om formiddagen, da vi mødes Jacob Haugaard og jeg, begynder vi interviewet med at finde kagetallerknerne frem og med indforstået glæde og talent indtage hver vores Kaj-kage alt imens husets frue, Jacob Haugaards hustru, Ilse Wilmot, sørger for te og den rette stemning af liv i køkkenet.

Et køkken der i øvrigt emmer af imødekommenhed og vidner om, at her laves mad, hygges, snakkes og diskuteres. Et køkken, der er udstyret med alt, hvad hjertet kan begære af udstyr og som er enormt. Lige som resten af det knap 1.600 kvadratmeter store hus, Ilse Wilmot og Jacob Haugaard har boet i de sidste ni år.

- Vi har boet mange steder, men det eneste sted jeg nok sådan rigtigt har kaldt hjem, er mit barndomshjem i Risskov. Når du er i showbizz, bliver du rodløs, så efter jeg boede 19 år sammen med mine forældre i Risskov, har jeg ikke rigtigt hørt hjemme nogen steder, siger Jacob Haugaard og understreger, at de dog føler sig meget godt tilpas på ejendommen, de har lejet af godset Wedellsborg mellem Assens og Middelfart på Vestfyn.
 

Rasmus modsat

- Da vi boede i Nordsjælland, fik både Ilse og jeg smag for store huse, og vi småjokede med, at det kunne være sjovt at bo et sted, hvor man ikke kunne finde hinanden. Hvor man kunne sige, at »i den her stue, er vi kun i påsken…«.

- Og så gjorde vi det – modsat af hvad alle andre gør, når de kommer over 60 år – vi flyttede i det største hus, vi kunne finde og gik i gang med at renovere det, griner Jacob Haugaard.

Det er tydeligt, at han befinder sig godt i huset og det er tydeligt, at han har det mere end fint med at være gået i en anden retning end flertallet.

- Vi er efterhånden ved at have nået en alder, hvor mange af vores venner er over 80 år. Og når jeg ser på dem, er det helt centralt for mig, at det er livsgnisten, du skal passe på. Penge og alt det andet, det er lige gyldigt. Det er livsgnisten, der holder dig i live, og den får du blandt andet ved at forfølge dine drømme.

- Ilses og min drøm var at bo i det her store smukke hus. Og det er det stadig, siger Jacob Haugaard.

Han understreger, at huset enorme størrelse gør det nemt at have gæster.

- Vi har altid plads, og vi nyder at invitere. Det bliver mindst til 4-5 store familiefester om året. Det prioriterer vi meget højt.
 

Tætte bånd og gæstfrihed

Jacob Haugaard er selv vokset op i nær tilknytning til familien.

- Som barn boede vi på samme vej i Risskov som både faster Kis og farbror Jørgen, så vi rendte altid mellem hinandens huse og var altid mange sammen. I Ilses familie var det hendes mormor og morfar, der samlede os alle. Nu er det Ilse og jeg og vi griber alle de muligheder, der er for at mødes.

Vi bliver afbrudt. Jesper kommer ind ad døren og overraskes et kort øjeblik af situationen.

- Kom bare ind Jesper, lyder det fra Jacob Haugaard.

- Trænger du til kaffe?

- Jesper sørger for, at græsset er slået, og at alt ser godt ud omkring godset, fortæller Jacob Haugaard, mens kaffekoppen placeres i Jespers hånd.

Det er tydeligt, at det er vanlig dagligdag, at der lige kigges ind forbi køkkenet. Ingen virker synderligt påvirkede af, at FrilandsLiv også har fundet en plads på køkkenstolene og snakken går for et øjeblik om løst og fast, vind og vejr. Og så er kaffen drukket – arbejdet kalder – for os alle, og jeg sidder tilbage med en bekræftelse af den fornemmelse, man får, når man træder ind i den enorme bygning. Her er hjerterum og plads. Jacob Haugaard rummer og favner. Det er en rar følelse.
 

Naturen er størst

At de endte på Fyn, var et tilfælde.

- Jeg anede intet om egnen. Men vi ville finde et stort hus og vidste, at vi skulle lede omkring de store godser. Her ved Wedellsborg fandt vi perlen, vi ikke kun stå for. Og så er Fyn jo så centralt som noget. Vi kan sidde og se noget fra Københavns Rådhusplads i fjernsynet og stadig nå at være med, hvis vi starter bilen og kører med det samme. Det kan vi godt lide, siger Jacob Haugaard, der også faldt for roen og den smukke natur, der omkranser ejendommen.

- Her er utroligt smukt og vi kan følge med i både dyrelivet, naturens gang og landbrugets flittige arbejde. Det nyder vi meget.

- Jeg er halv færing – min mor var fra Færøerne – og det har sat sine spor i mig. Derfor nyder jeg også at blive blæst godt igennem, når efterårsstormene raser. Jeg nyder solnedgangene over Lillebælt, jeg nyder følelsen af, at der er noget, der er større end os mennesker. En natur der regerer. En natur der er størst.

- Når man erkender det, så er livet lettere. Naturen er størst.
 

Slap nu af for helvede mand!

Jacob Haugaard hæver stemmen. Jeg har pludselig fået provokeret ham med mine spørgsmål. Og især to emner har sat sindet i kog.

- Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan samfundet som helhed tør lege med forsyningen af fødevarer. Landbruget er så udskældt og sættes under flere og flere restriktioner. Men det er altså det her, der er lige uden for mine vinduer, og som jeg imponeret følger med i, der er det primære led. København er et sekundært led. Hvordan vil politikerne få det til at fungere, hvis vi sætter bremsende spor i vejen for det primære led? Jeg forstår det ikke.

- Jeg forstår heller ikke kødhysteriet, klimaforandringerne, og at alt skal være perfekt og forklares.

- Der er ikke problemer i Danmark. Der er måske behov for justeringer af hele den her fantastiske velfærdsstat, vi har lavet, men problemer…..

- Naturen er størst. Klap nu hesten. Slap nu af for helvede mand!

 

Politik
- Ideen med min valgkamp var, at der ingen ide var. Jeg lavede sådan set bare en efterligning af en politiker. Lovede noget, jeg ikke kunne holde. Er det ikke det, politikere ofte gør?
- Jeg blev oprigtigt overrasket over, at jeg blev valgt ind. Pludselig flyttede gadeteatret ind i den rigtige kulisse. Det skulle jeg lige finder ud af at agere i.
Jacob Haugaard lægger ikke skjul på, at han er endog meget politisk interesseret og nød årene på Christiansborg.  Det var spændende, lærerigt og udfordrende, siger han.


Det bliver aldrig perfekt

Heldigvis er det ikke mig, der direkte står for skud. Jacob Haugaard og jeg deler vist foruden glæden ved Kaj-kager også verdenssyn på mange områder. Men han får det udtrykt, så alle kan forstå.

- De fleste mennesker har et mål om evig ungdom. Vi kan ikke leve med, at der er noget, der ikke kan løses. Alt skal forklares og dokumenteres. Men det kan jo for pokker ikke lade sig gøre.

- Det bliver aldrig perfekt. Det er derfor, vi har skabt Gud. Før i tiden kunne han få skylden. Nu er vi i stedet begyndt at tro på miljøet, og at vi kan leve evigt.

»Dæmp dig Jacob«, lyder det fra grovkøkkenet ved siden af, hvor vi sidder.

Ilse Wilmot har fulgt snakken og er enig med sin gemal, om end hun synes, at han taler lige højt nok.

- Vi bliver nødt til at forstå, at der er noget, der er større end os selv, siger hun.

- Ja, jeg sidder sgu da ikke hele tiden og tror, at det er mig, der får kloden til at dreje. Det har vi for meget erfaring til, griner Jacob Haugaard og sender et kærligt blik til sin hustru.

- Vi er nødt til at kunne nyde livet. Vi skal ikke hele tiden afkræves en forklaring. At tro er retten til ikke at forstå. Det skal vi tilbage til.
 

Finn og Jacob
Jacob Haugaard og Finn Nørbygaard mødtes i 1984 og fik hurtig succes som Jadak-sigende billetkonduktører, med Jydekompagniet og med Squash-reklamer.
- Det var en fantastisk tid, siger Jacob Haugaard.
- Men det havde også noget at gøre med vores alder. Vi var begge midt i 30’erne. Det kørte derudaf. Vi havde en fest, understreger Jacob Haugaard, vis samarbejde med Finn Nørbygaard sluttede efter små fem år.
- Jamen jeg tør godt stoppe ting. Sige det var fint. Og da jeg stopper samarbejdet med Finn, har vi jo begge gang i hver vores karriere ved siden af og Finn får stor succes med sine soloshows. 


At tro

Jacob Haugaard minder om, at Gud før i tiden fik skylden, når livet ikke gik, som vi ønskede.

- Det var meget nemmere. Troen på Gud giver os muligheden for at slappe af. For ikke hele tiden at forstå og forklare. Det har vi behov for.

- Det er måske min færøske baggrund, der har givet mig den ballast og viden om egne evner, jeg ved det ikke. Men jeg ved, at på Færøerne finder man grænserne uden for en selv. Der er ikke så meget navlepilleri. Naturen er herskeren. Det er ikke til diskussion. Det er tydeligt, at det er den, der bestemmer.

Jacob Haugaard kigger ud ad vinduerne. Ud over markerne og Lillebælt i det ganske nære.

- Det er sundt for os at mærke naturens kræfter en gang imellem. Når man bor her midt i den, bliver man lettere mindet om, at man selv bare er en meget lille brik.

- Vi skal nyde noget mere. Tage ansvar for egne gerninger, men have det sjovt og udleve drømme. Det er vist de råd, jeg kan give videre, slutter Jacob Haugaard og rejser sig for at gå udenfor. Jeg skal se skurvognen, han har bygget. Eller rettere - skriveværkstedet. Der hvor han får ideer, skriver musik og er ved at lægge sidste hånd på en bog.

Den glæder jeg mig til!

 

»Vi er ikke kommet hertil
ved at tænke os om!«

Jacob Haugaard’s yndlingscitat

 

Ville også være kendt
Jacob Haugaard voksede op ved siden af Kurt Thorsens far G.A.L. Thorsen, der opfandt stålvasken.
- Kurt Thorsens far stod hjemme på villavejen i Risskov og opfandt stålvasken og blev berømt. Det ville jeg også være.
- Med hvad var egentlig underordnet. Det var det der med at blive berømt, der trak, griner Jacob Haugaard og mindes hvordan han voksede op i en tid, hvor pædagogikken fordrede ros og anerkendelse.
- Vi fik alle sammen at vide, at der var en Mozart, en Picasso, en Da Vinci inden i os alle. Vi skulle bare finde ham frem. Det har så senere vist sig, at det ikke rigtigt passede, men det gav startskuddet til at tro på, at det sgu nok skulle lykkes.

 

Muskelsvindfonden
Muskelsvindfonden er en landsdækkende medlemsorganisation, der arbejder for, at mennesker med muskelsvind kan leve et aktivt liv og tage del i samfundet. Muskelsvindfonden og Jacob Haugaard har i mange år hængt sammen og bidraget til hinanden på forskellige måder. Foruden at være personlige venner med Muskelsvindfondens grundlægger, Evald Krog, har Jacob Haugaard selv haft muskelsvind tæt inde på livet gennem sin bonussøn Nicolai.
Siden slutningen af 1980’erne har Jacob Haugaard været en fast del af de grønne koncerter. Grøn samler hvert år penge ind til organisationens arbejde, der har som mål at give mennesker med muskelsvind og deres pårørende mulighed for at få et godt liv.
Muskelsvindfonden har ca. 2600 medlemmer og har hovedsæde i Aarhus