Johnny Madsen: Lad os synge mens vi er her

Johnny Madsen skulle egentlig kun have boet på Fanø i et år. Nu har han boet der i over 30 og synes, den fanøske livsstil passer perfekt med det udfarende kunstnerliv, han også lever.
16-02-2019 07:00:20

Vi er knap kommet indenfor, før de gladeste toner strømmer ud af højtalerne.

- Jeg har lige indspillet det, siger Johnny Madsen og lader os høre hele nummeret færdigt med tiltagende trang til at løfte bagdelen fra stolen og danse som følge.

-Jeg blev så inspireret af Dillys bar på stranden i Spanien, hvor jeg tilbringer en del måneder om året, at jeg blev nødt til at skrive en sang om den, siger han.

- Baren osede af reggae.

Smilet er stort. Johnny Madsen kan godt fornemme, at han har ramt den rigtigt endnu en gang. At tonerne og teksten fanger. At der er lagt op til fest og sommerstemning, så snart sangen udkommer.

- Jeg har fået hjælp af Danser med Drenge. Det der med reggaerytmer, det spiller vi ikke. Vi spiller rock, så vi har fået professionel hjælp, siger Johnny Madsen og nikker anerkendende til resultatet.

- Nogle gange går sangene bare deres egen vej. Det har den her gjort. Den ville noget reggae. Og godt for det, understreger den garvede musiker.
 

På en lang rejse

FrilandsLiv besøger Johnny Madsen på Fanø. Sommerens og efterårets mange koncerter er vel overstået og hr. Madsen kan koncentrere sig om nye numre og sine billeder.

- Jeg er ret glad for alle årets måneder. Sommerens koncerter er jo blandt andet det, jeg lever for. Det jeg kan. Men de lidt roligere måneder, hvor jeg kan fordybe mig herhjemme og tage en lang ferie i det sydspanske med golf og plads til tanker. Det holder jeg også meget af, siger Johnny Madsen og tilbyder en kop kaffe.

- Men vi har da også vin, hvis det passer bedre, siger han med et underfundigt smil vel vidende, at jeg nok vil vælge kaffen.

- Som kunstner er man på en lang rejse. Det har ikke altid været charterture. Det har været ture med indhold. Det har været ture, der har givet mening for mig, siger Johnny Madsen.

Og turene er han stadig på – i mental forstand.

-Det med at udvikle sig, har sådan set ikke noget med alder at gøre. Jeg udvikler mig stadig. Det skal jeg. Det gælder om at tage nogle dybe spadestik. Nogle gange rammer man et dæksel. Så er det om igen.

 

Johnnys mandolin
Johnny Madsen fik sit første instrument – en mandolin – som seksårig.
- Jeg fik mandolinen af min nabo Jan Lindberg. Vi boede i sådan et dobbelthus helt oppe ved dæmningen i Thyborøn. Han havde den der mandolin og da jeg satte mig og spillede på den, så syntes jeg sateme, at det lød godt. Jeg havde så til gengæld bogen »Dyrenes verden«, som Jan gerne ville have, og så byttede vi lige over.
- Det sjove er, at Jan Lindberg, som jeg ikke har mødt, siden vi var små, senere blev danmarksmester i golf, og jeg blev rockmusiker. Det er da pudsigt, fra sådan et lille hus.


Jeg har altid spillet

Johnny Madsen tænder endnu en cigaret og dvæler lidt ved ordene.

- Jeg har altid spillet. Har aldrig haft en drøm om noget andet. Det er det, jeg kan. Det der driver mig. Jeg bliver drevet af ordene, farverne, formerne – både i min musik og i mine billeder.

Guitaren bliver dog ikke hevet frem hver dag længere.

- Nej, det vil være løgn at sige, at jeg øver mig. Det gør jeg ikke. Det var noget andet, da jeg var knægt. Da spillede jeg hele tiden.

- Jeg husker især den uge i sjette klasse, hvor vi var med skolen på Bornholm. Jeg løb hele vejen hjem nede fra toget, fordi jeg ikke havde haft min guitar i en uge. Puha, det var fantastisk at komme hjem. Den har været min makker gennem hele livet.

- Nu har jeg jo Knud Møller til at spille guitar og han øver sig. Jeg lægger rytmen – det har jeg så til gengæld øvet mig på i rigtig mange år og så bruger jeg hverdagene på at male.

Johnny Madsen smiler igen. Lunen og humoren ligger hele tiden lige under overfladen med hang til at dukke op. Det skæve smil charmerer rummet og sommerens koncerter ligger for FrilandsLivs udsendte i baghovedet som en af feriens unikke oplevelser med god musik krydret med herlig pingpong musikerne imellem på Johnny Madsens scene.
 

Har malet figurer i 20 år

Allerede som barn var Johnny Madsen det, han selv betegner, som god til at tegne.

- Jamen jeg gjorde det såmænd udmærket. Men det var før akrylmalingen kom, så der var kun oliemaling, og det var fandeme for svært, griner Johnny Madsen, der har malet de sidste 50 år.

- Ja, det var faktisk en ren tilfældighed, at jeg kom i gang med at sælge mine malerier sådan for alvor. Og at de sælger så godt, som de gør, det var en stor overraskelse.

Johnny Madsen har altid været fascineret af kunstneren Jens Søndergaard og begyndte selv med at male landskaber efterfulgt af en periode med byer.

- Det er bare at gå i gang. Der skal males og afprøver, indtil man knækker koden. I dag har jeg vel malet figurer i 20 år inspireret af de mennesker, jeg ser fra scenen.

Johnny Madsen rejser sig for at fylde glasset. Jeg følger efter og tager et nærmere kig på de malerier, der ifølge kunstneren endnu ikke er færdige, men som i min optik fint kan placeres på væggen og nydes i årene frem – også selvom udtrykket de efterlader, ikke nødvendigvis er et, jeg vil have hængende på mig som et af de mennesker, Johnny Madsen i tidens løb har set fra scenen.

»De ser jo nærmest lidt uhyggelige ud nogen af dem«, forsøger jeg. Johnny bider ikke på.

- For mig er billederne undrende. Der er rock n’ roll i dem. 

-Og kom ikke her. Jeg har sgu solgt et billede til Axl Rose fra Guns n’ Roses.

Johnny Madsen sender mig sit underfundige smil. Får den lige så stille placeret – sætningen – men gør ikke mere ved den. Lader mig imponeres og nyder det.
 

Skal bo hvor der er vand

- Jeg kan godt lide at komme til de store byer. Elsker at være der en to-tre dage, men så vender jeg næsen hjem mod Fanø igen. Jeg gider ikke alle ferniseringerne, small talken, fremvisningerne. Det lader jeg andre om. Men det er da dejligt, at jeg kan få lov at vise mine billeder frem ude i verden også, og at folk kan lide dem.

Johnny Madsen flyttede til Fanø for over 30 år siden.

- Vi skulle egentlig bare bo her et års tid, men når man først er her, er det svært at komme væk.

- Jeg har boet tre år i København, og det var fint. Men man skal have alderen til det og lysten. Det har jeg ikke, og det har jeg ikke haft længe.

Jeg skal have noget vand omkring mig. Husk på, at jeg er vokset op i Thyborøn, hvor det første jeg hørte om morgenen, var Vesterhavets susen ligesom det var det sidste, jeg hørte, inden jeg faldt i søvn om aftenen. Jeg skal bo, hvor der er vand. På Fanø bor Johnny Madsen midt i vandet og nyder den ro, det bringer med sig at bo på en ø.

- Den der retrætepost man har, når man har været ude og spille. Den passer perfekt for mig her på Fanø. Herovre går alting lidt langsommere og det er sådan, jeg skal have det.

Udover vandet finder han dog ikke de store ligheder med fødebyen Thyborøn.

- På Fanø er 80 procent af os tilflyttere. Det er blevet hipt at bo på Fanø. Det er det sateme ikke i Thyborøn. Der er det nok kun to procent, af dem der bor der, der er tilflyttere.

- Men Thyborøn har sin helt egen historie. Det er et reservat. Det kan jeg godt lide. Der er ikke meget pjat og ynk i Thyborøn. Der ved man, hvordan livet leves. Det er solide folk på den egn.
 

Trofaste bandmedlemmer
Johnny Madsen er god til at holde på sine musikere.
- Knud Møller og jeg har spillet sammen i 30 år. Han kom med i 1988. From (Henrik From) har kun været med i 25 år og Nello (Niels Mogensen) i 22 år.
- Hvorfor forandre noget, der virker?


Det er svært at tale udkant

Mentalitetsforskellene til trods undres Johnny Madsen dog over, at man i Danmark overhovedet kan tillade sig at kalde nogle egne for udkant.

- Når man kan forbinde øst med vest på to-tre timer, så er det svært at tale udkant, siger han.

- Det er landbruget og fiskeriet, der har startet hele den danske velstand, så jeg vil da gerne slå et slag for, at vi bliver lidt bedre til at værdsætte, at det faktisk slet ikke er i hovedstaden og de andre større byer det sker.

- Tag for eksempel Grundfos, A.P. Møller, Lego og Danfoss. De ligger alle her. Det er her, alt kommer fra. Her de fleste af os bor. Det står sgu ikke så slemt til her hos os udkantsboere, siger Johnny Madsen, der godt kunne tænke sig, at det syn man tidligere havde på landbrug og fiskeri, kom tilbage.

- De laver sgu sunde madvarer til os alle sammen. Hvad ligner det, at de er så udskældt?

- 98 procent af alle de sygdomme der findes, skyldes kosten. Vi skal sgu være glade for, at der er nogen, der gider at lave noget sund mad til os.

- Vi er her så kort, på en udebane vi ikke rigtigt forstår, så det er helt i orden, at vi gør, hvad vi kan, for at blive her lidt længere, men vi skal ikke blive fanatiske. Der skal livsglæde til og det er sateme ikke altid lige det, de der sundhedsapostle praktiserer at give videre.
 

Psyken holder os i live

- Benny Andersen sagde noget klogt. Han sagde: »Lad os synge, mens vi er i live«. Det siger jeg også.

- Når alt kommer til alt, er det psyken, der styrer det meste. Så lad os synge, mens vi er her. Så kan vi alle sammen gå ned med fuld honnør.

Det vil da være det festligste, smiler Johnny Madsen og lover, at han har tænkt sig at blive her lidt endnu.

- Men skriv lige, at jeg ikke har argumenter, der holder to minutter i en retssal, siger han og kniber øjnene sammen, inden han svarer på spørgsmålet om, hvad fremtiden bringer.

- Planen er, at jeg fortsat skal udvikle mig som kunstner – både musikalsk og med mine billeder. Der er ingen tvivl om, at jeg bliver ved med at male og skrive sange. Her er jeg på min boldgade. Koncerterne – dem glæder jeg mig stadig til, men det kan da godt være, at fysikken en dag fortæller mig, at nu skal jeg ikke det længere. Jeg indrømmer gerne, at det er hårdt at være afsted. Problemet er bare, at når man først er i gang, så mærker man det ikke. Det er først bagefter. Men 55 koncerter, som bandet og jeg har givet i løbet af sommeren og efteråret, det er mange.

- Det er bare så satans svært at undvære, for som kunstner samler man på øjeblikke.

- Jeg har heldigvis mange af dem, siger Johnny Madsen.

 

Grusvej
Vejen med dobbelthuset, hvor Johnny Madsen boede som barn, har senere fået navnet »Johnny Madsens vej«.
- Det er en grusvej, ellers ville jeg ikke have været med til det. Så skulle jeg jo holde asfalten, siger
Johnny Madsen og griner.