Jeg siger tak hver eneste morgen

Mag Lurie Brammer kom til Danmark som politisk flygtning, da hun var 14 år. I dag er hun 61 og har de sidste syv år udviklet sin decoupagekunst, så hun i dag beskæftiger sig fuld tid med sit håndværk. Inspirationen finder hun i det Midtjyske, hvor hun bor med højt til himlen og brede vidder og så i Italien, hvor det hele begyndte.
23-03-2019 15:38:46

- Min far er holocaust overlevende. Begge hans forældre blev skudt og han blev alene som 14 årig.
Vi er startet lige på og hårdt. Mag Lurie Brammer er ellers indbegrebet af glæde og livsmod og et menneske med så mange historier og facetter at byde på, at vi kunne være begyndt meget mere muntert.
Musikken fra værkstedet, hvor der arbejdes med decoupage og både fremstilles skulpturelle æg og unikke malerier, er høj og stemningsfyldt og formentlig kunne vi helt have undgået hendes barske baggrund og udelukkende fyldt interviewet med livsvinkler, kunst og rejseoplevelser, hvis vi havde villet.
Men vi begynder ved det, der har formet Mag Lurie Brammer. Vi begynder med historien om, hvordan hun som spirende teenager kom til Danmark som politisk flygtning. Hvordan hendes jødiske familie på farens side blev udryddet under 2. Verdenskrig og hvordan hendes forældre lærte hende og hendes søskende at være taknemmelige og positive og få det bedste ud af det, der var blevet dem givet.
Mag Lurie Brammer bor i dag lige om hjørnet bag Ejer Bavnehøj ved Skanderborg. Hun og hendes mand har siden 2013 lejet sig ind på Tammestrup Hovedgaard og de elsker det.
- Det er det skønneste sted. Lever fuldstændig op til de håb, vi havde for en bolig. Vi er så glade for at bo her, siger Mag Lurie Brammer, der oprindeligt kommer fra Polen, men også har boet i USA og Italien i længere perioder.

Politiske flygtninge


Mag Lurie Brammer kom til verden i Polen, som yngste datter af en jødisk far og en katolsk mor. 14 år gammel flygter hun med familien til Danmark, fordrevet af det polske regime.
- Vi var blevet gjort statsløse og var ikke længere velkomne i det land, vi kaldte vores hjemland. Det var selvfølgelig ikke nogen rar oplevelse. Men vi er opdraget til at håndtere det, vi er midt i og få det bedste ud af det.
- Især min fars ballast efter, at han blev alene som 14 årig og måtte arbejde i ghettoen, har givet vores forældre en tro på, at det kan lade sig gøre, selvom det ser sort ud.
- Hver gang der er sort, er der også hvidt. For at kunne klar det mørke, fokuser på det lyse. Det var sådan, vi kom igennem. Og så ved at opføre os ordentligt.
Mag Lurie Brammer fortæller, hvordan det i hendes barndomshjem ikke var tilladt at tale negativt om Danmark.
- Mine forældre var meget taknemmelige og meget bevidste om, hvor vigtigt det var for os alle, hurtigst muligt at lære sproget og Danmark at kende.

Social gris


- Vi kom i maj 1971 og i løbet af sommeren blev vi sendt til Odense, hvor vi skulle have vores base.
- Jeg var så heldig at komme i kløerne på Lis Windt Hansen på Sanderum skole i Odense. Hun tog det som sin personlige opgave at få lært mig dansk og det er takket være hende, at jeg talte og forstod dansk efter bare et halvt år.
Mag Lurie Brammer ser direkte på en, som ser hun lige igennem og finder styrker og svagheder blot ved at lytte.
- Jeg plejer at sige, at min største styrke er, at jeg er politisk flygtning. Jeg har enorm stor tilpasningsevne og jeg ved, at det kræver forberedelse og flid, hvis man skal blive en del af et samfund.
- Og så er jeg heldig, at jeg er en social gris. At jeg elsker mennesker og venskaber og konstant er nysgerrig på at lære nyt og møde andre kulturer og tankegange.

Det bedst mulige tidspunkt


Mag Lurie Brammer ser aldrig udfordringer som noget, der ikke kan løses.
- Komfortzonen er ikke mig. Jeg er bedst, når jeg bliver tvunget til at tænke nyt, griner hun og mindes mødet med hendes mand Hans Brammer.
- Hans og jeg mødtes til en barnedåb. Hans var fraskilt og med to fantastiske teenagedrenge – Jakob og Nikolaj, som i dag er voksne og har skænket os tre dejlige børnebørn.
Mag Lurie Brammer smiler bredt. Det er tydeligt, at kærligheden til hendes mand er stor.
- Vi kom ind i hinandens liv på det bedst mulige tidspunkt. Vi mødtes i april for 28 år siden. Til november i år, har vi boet sammen i lige så mange år. Det har været det helt rigtige. Og vi har nydt at have og udleve de samme drømme.
Drømme der stadig udvikles, og som Mag Lurie Brammer forventer fortsat udleves over tid.

Drøm om Italien


- Vi havde for eksempel en fælles drøm om at bo i Italien. Så da Hans fik muligheden gennem sit arbejde hos Gasa, slog vi til, og det blev til otte helt fantastiske år i Albenga ved den Italienske Riviera.
Mag Lurie Brammer taler begejstret og gestikulerer som en anden italiensk mamma, mens hun fortæller, hvordan hun hele livet har haft en drøm om at blive kunstner, men at det i forældrenes hjem ikke var en mulighed. Det var ikke seriøst nok.
- Det var simpelthen no go ikke at få en ordentlig uddannelse, som min far kaldte det. 
- Men i Italien realiserede jeg alt det, jeg drømte om rent kunstnerisk. Og et af de områder, jeg længe havde ønsket at udforske, var art decoupage. Her var jeg så heldig at støde ind i Monica Cagnone, der er uddannet decoupagekunstner fra Genova Kunstakademi. En gang om ugen i seks år kom hun og underviste mig i decoupage. Det var helt vildt.
- Italien er den totale frihed. Jeg laver alt det, jeg elsker, mens vi bor i Albenga. Det er en skøn tid, hvor vi er omgivet af vidunderlige mennesker, der alle vil os det bedste og helt fra begyndelsen hjælper os med at falde til.
- Men da vores forældre begynder at blive så gamle, at der kommer sygdom til, vælger vi at vende hjem til Danmark igen.

Afslag på afslag


Mag Lurie Brammers næsten konstante smil mindskes få sekunder. Øjnene bliver alvorlige for så igen at lyse op med optimismens skin.
- Tilbage i Danmark ryger jeg direkte tilbage i den gamle forventning, der altid lå i luften. Nu skal jeg søge job. Friheden i Italien er forbi. Nu skal jeg i gang med noget »ordentligt« arbejde igen.
- Men skæbnen vil, at jeg får afslag på afslag. Mig der ellers aldrig har oplevet andet end at få de jobs, jeg har ønsket. Pludselig kan jeg ikke længere bruges – bare fordi jeg er blevet 54 år gammel! Det vil jeg ikke finde mig i.
- Drop det der med alder. Se i stedet på, hvem du er og mærk dig selv og hvad du har lyst til. Og spring så ud i det. Uanset alder. Man er aldrig for gammel til at realisere sine drømme.
Med det in mente besluttede Mag Lurie Brammer sig for at gå all in på sin kunst. Nu ville hun designe, undervise og male. Og da hun og Hans flytter til Tammestrup Hovedgaard i 2013 udvikles drømmen.
- Det er her, det hele fuldstændig eksploderer og her jeg begynder at promovere »#50+ kvindemagi« sammen med min makker, siger Mag Lurie Brammer med øjne, der blusser af varme og glæde.
- Det er her, på det her skønne sted, midt i den midtjyske natur med udsigt over marker så langt øjet rækker og med vægge, der kan hviske om levet liv, at det føles helt rigtigt.
- Jeg har aldrig elsket at lave noget, som jeg gør i dag.
- Decoupagen, kunsten og det her sted at bo. Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg får lov, og siger tak hver eneste morgen og hver aften.

 

Vi bliver alle udsat for udfordringer. Forskellen er, hvordan vi håndterer dem.

Mag Lurie Brammer

 

I Italien fandt vi ud af, hvor befriende det var at kigge på himlen og naturen. Os der ellers var bymennesker, før vi tog af sted, fandt ud af, at vi har brug for luft og frihed – både mentalt og spirituelt. Din sjæl hvisker til dig, hvad du har brug for. Når du vælger ting, der er gode for dig, synger din krop og dit hjerte.

Mag Lurie Brammer

 

 

Jeg kommunikerer ved at male

- At skabe decoupage billeder er for mig et kommunikationsværktøj. Poesi uden ord, at miste mig selv og at finde mig selv på samme tid.

- Jeg tager energi fra min krop og overfører den på mine værker. Først en lille ting, så en lille ting til, og en til, endnu en og til sidst ser jeg det hele billede som en refleksion af mine tanker, min forestillingsverden, mine indre eventyrer.

 

Inspiration

- Inspiration til mine værker kommer først og fremmest fra Italien. Den har åbnet alle døre til min uendelige kreativitets verden, og dermed skabt ro og frihed til den enestående proces af at skabe noget nyt.

- I kombination med musik, spirituelle mestre, kunstmalere, filosoffer, etc., er mit indre legebarn kommet fri og kreativitetens frie løb blev sat i gang. Godt hjulpet af de italienske gader og husgavle.

- Kigger du på de afskallede mure, kan du finde små historier i dem alle.

 

Guinness Rekordbog

Navnet Lurie stammer fra Mags fars familie og er et jødisk efternavn.

Det har et af de ældste familietræer i verden, og hævder at spore tilbage til Kong David af Israel født i år 1037 før Kristi fødsel.

 

 

 

 

 

 

Jødiske flygtninge

I perioden 1969-1973 flygtede knap 3.000 jøder fra det kommunistiske Polen til Danmark.

I slutningen af 1960´erne var den sovjetkontrollerede regering i Polen under pres. Utilfredsheden med styrets censur og magtudøvelse var stor i befolkningen. Efter Seksdageskrigen i 1967 jublede mange polakker over Israels sejr over nabolandene, som havde kæmpet med sovjetiske våben. I jublen over Sovjets indirekte nederlag lå en slet skjult kritik af det kommunistiske magtapparat. Som modreaktion iværksatte Sovjet en antijødisk kampagne, og i Polen fulgte regeringschef Władysław Gomułka op med en radiotale, hvor han angreb landets jøder og kaldte dem en »femte kolonne«, der i ledtog med vestlige kapitalister ønskede at skade Polen.

I foråret 1968 intensiveredes den antijødiske propaganda. Både de jøder, der tilhørte det kommunistiske parti, og de, der ikke gjorde, blev fyret og chikaneret med direkte opfordringer til at forlade Polen. Mange blev tvunget til at betale for istandsættelse af de lejligheder, de måtte forlade, og ved afrejsen blev alle jøder tvunget til at underskrive et dokument, hvori de skulle erklære sig som zionister og frasige sig deres polske statsborgerskab. Flugten blev iscenesat som frivillig emigration, men i praksis blev de polske jøder fordrevet.

Danmark førte en liberal politik over for de jødiske flygtninge fra Polen, og der var bred politisk enighed om, at Danmark burde hjælpe. Der blev ikke sorteret i flygtningene, som fik opholdstilladelse og arbejdstilladelse. Flygtningestrømmen var størst i 1969 og stillede store krav til Dansk Flygtningehjælp, som siden ankomsten af koldkrigsflygtninge fra Ungarn i 1956 kun havde været vant til at modtage cirka 100 flygtninge om året. De første 300 jødiske flygtninge fra Polen blev indkvarteret på flygtningeskibet Skt. Lawrence i Københavns Havn. Senere blev hotelværelser stillet til rådighed. 

I den polske regerings propaganda hed det, at flygtningene forlod Polen frivilligt for at tage til Israel. Den danske regering frygtede derfor, at alt for stor opmærksomhed på de virkelige forhold ville skabe en unødig konflikt, som kunne risikere at gå ud over de flygtninge, som endnu ventede på at forlade Polen. Derfor blev de danske medier bedt om at undgå offentlig omtale af flygtningenes ankomst. Dette kan være én af årsagerne til, at kendskabet til flygtningenes historie helt op til i dag har været meget begrænset.     

Kilde: Dansk Jødisk Museum