Havde brug for at være stærkere

TV-vært Anne Hjernøe var begyndt at mærke sin manglende styrke og blev træt, når optagelser krævede, at hun stod op i længere tid. Derfor tog hun en beslutning, og gjorde noget ved det. Det er der kommet en bog ud af.
13-04-2019 11:38:46

Vi møder hende, med kufferten næsten pakket, inden turen endnu engang går afsted sammen med Anders Agger til optagelse af Anne og Anders programmerne. Denne gang udforskes blandt andet Oman, Syrien og Jordan, og Anne Hjernøe glæder sig.

- Det bliver så spændende. Dels fordi landene ikke er nogle, man sådan lige rammer på en charterrejse og så fordi, det er en kæmpe gave at få lov at rejse med sit arbejde på den måde. Samtidig svinger hele vores tv-hold utroligt godt, hvilket er meget vigtigt, når man arbejder så tæt sammen.

Anders Agger var Anne Hjernøes første bud på en medvært.

- Anders var den første, vi spurgte der tilbage i 2010, da vi planlagde at lave det første program om badehoteller, siger Anne Hjernøe. Jeg havde brug for en medvært, og tænkte, at han ville være det bedste bud. Det viste sig heldigvis at holde stik.

Udtalelsen undrer ikke, hvis man har set programmerne og fulgt de tos efterhånden mangeårige samarbejde fyldt med hjertelig ping pong og godt kammeratskab.

Den planlagte ene sæson blev, som bekendt for de fleste, til mange og rækken af udsendelser er ikke slut endnu.

Heller ikke selvom Anne Hjernøe har gang i en del andre projekter. Et af dem - at skrive en bog om hendes ellers ret personlige projekt – at tabe sig og komme i bedre form.

 

Havde brug for at blive stærkere

- Jeg havde simpelthen brug for at være stærkere og tabe nogle kilo, fortæller hun og uddyber.

- Jeg har altid syntes, at det med vægt var en privat ting, men efter, at Anders og jeg lavede Anne og Anders i Brexitland, fik jeg en del henvendelser omkring, hvordan jeg havde tabt mig. Og så besluttede jeg, at jeg ville dele ud af mine erfaringer.

Anne Hjernøe understreger tydeligt, at »projekt vægttab« blev sat i gang, fordi hun oftere og oftere følte sig træt og brugt.

- Jeg gad ikke at være mega banketræt efter for eksempel en dag i køkkenet, hvor der var blevet lavet billeder til kogebøger. Det kunne simpelthen ikke passe.

 

Tabte tre kilo på ferie

Efter en ferie på tre uger, hvor mængden af tilgængelig mad var begrænset og hvor måltiderne holdt sig til tre hovedmåltider, fandt Anne Hjernøe ud af, at det måske var vejen frem for hende.

- Jeg tabte mig tre kilo på den ferie – og jeg var ikke sulten på noget tidspunkt. Jeg havde bare holdt mig til hovedmåltiderne og havde spist mig mæt.

Anne Hjernøe har efter eget udsagn aldrig haft en forkærlighed for slik eller sodavand, men hun har spist ofte og nydt det. På ferien fik de grøntsager, fisk, lidt kød og brune ris og hun fandt ud af, at med det på menukortet, behøvede hun ikke alle mellemmåltiderne.

- Jeg har altid haft fokus på velsmag. Altid lavet mad, man bliver mæt af. Og det er den viden og erfaring, jeg har valgt at give videre i bogen »Stærk, let og mæt«, der udkommer her i april.

- Men jeg har også haft fokus på at blive stærkere. Jeg har simpelthen valgt at få en personlig træner, som hjælper mig med at holde gejsten og hele tiden inspirerer mig til at yde og nyde. Det er alle pengene værd. Jeg kommer afsted og træner i motionscentret tre gange om ugen – helt fast. Det er simpelthen sat i min kalender som enhver anden aftale, og der skal meget til, for at det kan brydes. Det er luksus og det virker, understreger Anne Hjernøe, der har tabt i omegnen af 20 kilo det seneste år.

- Nu kan jeg både nå og se mine tæer, griner hun med en hjertelig latter, der næsten overdøver den klassiske musik, der strømmer ud af højtalerne, og som fungerer som en skøn underlægning til hele historien.

 

Aldrig uddannet kok

Anne Hjernøe møder FrilandsLiv i hendes eget køkken. Køkkenet der har lagt kulisse til mere end 25 programmer med titlen »AnneMad« og som dagligt bruges til at hakke, snitte, stege og koge i - også, når der skal udvikles opskrifter og tages billeder til Annes mange kogebøger.

Egentlig er Anne Hjernøe uddannet socialpædagog og ikke kok, som man måske fejlagtigt vil antage, når man følger hendes kunnen på tv.

-  Jeg har altid haft en passion for mad og er opvokset i en familie, hvor vi rejste efter madoplevelser, når vi valgte feriemål. Så ja, det havde egentlig ligget lige for. Men som ung boede jeg et par år i et indianerreservat, og der besluttede jeg mig for, at jeg skulle have et job, der havde med mennesker at gøre, og derfor blev det socialpædagog.

- Jeg har altid haft det der »red verden gen«, smiler Anne Hjernøe, der dog gennem praktikophold på uddannelsen fandt ud af, at hun ikke skulle ud og være pædagog.

I stedet ville hun gerne skrive om emnet og tog derfor en diplomuddannelse i journalistik som supplement.

- Jeg skrev et par artikler om socialpædagogiske emner, men supplerede også med en del artikler om mad til aviser og magasiner, da det stadig var en del af mit dna at interessere mig for mad. Og pludselig fik jeg så ideen til at lave en kogebog om familiemad.

 

Fra første bog til bog nummer 21

Anne Hjernøe begrunder beslutningen med, at hende søster lige havde fået barn og gik og lavede alverdens babymos.

- Jeg syntes, det var fedt, at hun lavede det selv, i stedet for at købe det færdiglavede nede i supermarkedet, som jeg så, så mange af vores veninder gøre. Så jeg foreslog hende, at vi samlede hendes opskrifter, udviklede nogle nye og lavede en bog.

Bogen blev i samarbejde med en veninde, der er diætist, en realitet og pludselig blev den ene bog til flere.

- Forlaget ville gerne have en bog om at sylte. Og ja hvorfor ikke? Jeg har altid syltet rigtig meget, så det kunne jeg sagtens levere. Derefter blev det til en om kryddersnaps og i dag er bog nummer 21 så netop udgivet, ligesom jeg har min tredje børnebog, altså bog nummer 22, på vej. Det er ret vildt, siger Anne Hjernøe, der også fik muligheden for fjernsyn på baggrund af en af bøgerne.

- Bogen om kryddersnaps gjorde, at jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke i programmet »Udeliv«, hvor Rikke Lauridsen og Jørgen Skouboe var værter.

Anne Hjernøe syntes det var både sjovt og spændende at lave tv og i 2005 blev hun således ansat på holdet bag programserien »Udeliv«. Året efter - i 2006 - blev hun medvært på programmet, der ændrede navn til »Frilandshaven«.

- Siden er det gået slag i slag, siger hun og glæder sig over, at hun har fået de muligheder, hun har, ligesom hendes stærkere krop bringer humøret og gejsten til nye højder.

 

Vi burde ordinere træning

- Jeg kan jo godt blive en smule vred over, at vi lever i et samfund, hvor vi giver medicin og opererer, før vi ordinerer træning. Jeg kan jo se og føle, hvad det har gjort for mig.

- Det har på ingen måde været et overgreb på mig selv at tabe de cirka 20 kilo. Jeg spiser stort set det samme – sundt og ordentligt. Jeg har bare skåret mellemmåltiderne væk og så er jeg begyndt at dyrke motion langt mere regelmæssigt, end jeg tidligere har gjort.

- Og kan jeg gøre det, så kan de fleste andre altså også. Ikke på den måde sagt, at det er nemt. Det er hårdt arbejde, men det er en god investering i et bedre liv.

De typiske henvendelser til Anne Hjernøe, er fra kvinder mellem 35 og 65 år.

- De er blevet ramt af livet, fuldstændig som jeg selv. Man ved, at parforhold feder. Vi prioriterer børnene og arbejdet, når ikke at passe på os selv, og det koster blandt andet på kiloene.

- Når vi så rammer 40’erne, så får mange af os lidt luft i forhold til, at børnene er blevet større, men så er der ofte en masse andre undskyldninger for, hvorfor vi ikke lige får taget os sammen og får skruet op for den motion.

- Og ja, mange af os kommer til at veje lidt for meget og har det svært med stillesiddende arbejde og for lidt tid.

- Mange har været igennem 3.000 slankekure, der ikke just har hjulpet på humøret og gejsten. Slankekure er noget, Fanden har skabt. Skal vi tabe os, kræver det helt fundamentalt, at vi lægger vores livsstil om. Det at tænke på, hvad du putter i munden og hvordan du behandler din krop, skal blive en del af dig og ikke noget du kun gør, fordi du skal tabe dig og så droppe det igen, når målet er nået.

- Lad være med at sulte eller pine dig selv. Spis normalt. Få dine tre daglige måltider, og sørg for, at hvert måltid holder dig mæt, til næste gang du skal spise. Det gøres bedst ved at spise en masse grøntsager, en pæn bunke proteiner og så noget groft som for eksempel brune ris og lidt af det gode fedt, som holder dig mæt. Træn moderat og sørg for at få gået en tur hver dag. Så går det, lover Anne Hjernøe.

- Mit budskab må være: Gør noget. Det betaler sig, og hvis jeg kan, mig der er omgivet af mad i stort set alle mine relationer, så kan du også. Det er bare om at komme i gang.

Stærk, let og mæt

Anne Hjernøe troede, hun kunne gå og tabe sig over 20 kilo i fred og ro. Men efter et tv-program fik hun en storm af henvendelser fra folk, der gerne ville vide, hvordan hun havde gjort, og om hun havde nogen gode råd. Derfor har hun skrevet denne bog.

Mange af os går i årevis og leder efter det lille trick, der vil få os til at tabe de overskydende kilo, vi så gerne vil af med. Det lille trick, som ingen har tænkt på før. Det der gør, at vi uden at ændre på vores dejlige, magelige liv pludselig opdager, at kiloene rasler af. Men er der et trick, eller er det bare hårdt arbejde, der skal til?

Ja til begge dele. Her i bogen fortæller Anne Hjernøe, hvad der viste sig at være tricket for hende og det, der kickstartede et vægttabsforløb. Hvad der skete, og hvordan det gik. En historie, der bl.a. indeholder erkendelsen af, at mellemmåltider er en af de store skurke. Anne har tabt sig over 20 kilo på et år, men hendes primære fokus har ikke været vægten alene. Hun ville gerne have en krop, der er så sund og stærk, at den kan holde skavankerne fra døren og holde i mange år fremover. Også disse erfaringer deler hun ud af.

Anne kombinerer i bogen en 14-dages kostplan med 50 nye, sunde og superlækre opskrifter, et træningsprogram og en masse praktiske tips og tricks fra en, der har været der selv. Selvom undskyldninger som travlhed, småskavanker, overgangsalder og bare generel manglende motivation spænder ben i det daglige, motiverer hun dig til selv at tage skridtet og viser, at det måske slet ikke behøver at være så svært.