Page 26

FrilandsLiv - Tirsdag den 22. august 2017

26 La Marmotte - en sommerdag i alperne Luften er tyk af koncentration og spænding, da vi ankommer til campingpladsen for foden af Alpe d’Huez. I hytterne i den forreste ende af pladsen høres enkelte familier, der er taget med til de franske alper for at støtte op om hovedsageligt fædres drøm om at forcere de fire bjergtoppe Alpe d’Huez, Col du Galibier, Col du Telegraphe og Col du Glandon. På teltpladsen, hvor vi er blevet placeret, er der stille. Grupper af mænd i lycra med skinnende cykler og dunke med energidrikke matchende de dyre cykler, lader op til den store udfordring og vi skiller os markant ud med fire børn og et villatelt, der langt overgår de fleste popup telte både i størrelse og i mængden af ikke-cykelrelateret udstyr. Vi er her dog alle af samme grund. Nogen for tiende gang - andre for første. Vi hører til de sidste og stemningen, alvoren og niveauet er både fascinerende, forskrækkende og en lille smule morsom. For er det ikke fordi, man ved, at Tour de France har sin start et helt andet stede i verden, vil man unægtelig tro, at man er havnet blandt professionelle, veltrænede og utroligt engagerede cykelryttere. For sjældent har jeg set så mange små, slanke - på grænsen til det magre - senede mænd med en kulør, der markant ændrer sig midt på låret og på de senede overarme, iført lycra i alskens farver og cykler, så eurobeløbene på Alpe d’Huez ved afslutningen af løbet, er svimlende høje. Med en hurtig hovedregning når værdien af de omkring 7.500 cykler, der senere på løbsdagen vil samles på toppen af Alpen, op på over hundrede millioner kroner. Vi er ude i en seriøs sport her. Ultimative test for danske cykelryttere Løbet La Marmotte er et eftertragtet løb blandt danske amatør cykelryttere. Ud af de omkring 7.500 startere, er henved 2.000 danske. Det lyder for mig som om, løbet er blandt de ultimative tests, danske cykelryttere kan stille sig selv og et mål for træningen og løbene hjemme i lille flade Danmark. Sådan har det i hvert fald været hjemme hos os. Og ja, det er vel nu, jeg bør krybe til korset og indrømme, at det jeg cykler på en sæson, er de kilometer der, et par gange i løbet af sommeren, er ind til ishuset på havnen og tilbage igen. Grunden til, at vi pludselig befinder os for foden af Alpe d’Huez i byen Bourg d’Oisans i selskab med senede, magre, veltrænede mænd, skyldes min næsten lige så senede, magre, veltrænede mand, der dog fejler stort i konkurrencen om delvis solbrændthed. Han har trænet - ikke nok selvfølgelig - men dog en del til, at formen nu skal udfordres af 175 kilometer og fire bjergtoppe, der alle langt overgår både Himmelbjerget og Kiddesvej i Vejle. Dyb koncentration Aftenen inden det store løb er der stille på pladsen. Mændene og de enkelte kvinder lader op. Cyklerne bliver pudset en ekstra gang. Energidrikkene findes frem. Lavmælt diskuteres antal af gel og energibarer. Vejrudsigten tjekkes. Bliver det varmt eller koldt? Hvor meget tøj skal der på fra start? Vi er ikke meget bevendt de fire poder og jeg. Vores fornemmeste opgave er ikke at vække for meget opsigt og forsøge at være så tilpas stille, at vi ikke forstyrrer den tidlige søvn. Cykelrytterne skal jo helst være veludhvilede, når den første start går klokken syv. Da vækkeuret ringer næste morgen, er vi allerede vågne. Stemningen er fortykket på pladsen og allerede lidt efter klokken fem begynder den første summen. De tidligste er i gang. Cyklen bliver tjekket en sidste gang. Depoterne fyldes op og en efter en triller de ud fra pladsen og frem mod startstedet. De første - dem der kan præsentere gode tider fra tidligere deltagelse - har de første starter. Vores idol - ham vi skal heppe frem, når han efter 8-9 timer forventes at køre ind for den sidste stigning - Alpe d’Huez - har fået en af de sidste tider, så vi tuller lidt rundt og venter. Venter på, at spændingen kan forløses, skoene kan klikkes i pedalerne og gearene tilpasses, om det går op eller ned. Og endelig. Vi vinker farvel, ønsker held og lykke og nyder, at vi pludselig næsten har pladsen for os selv. Kold nedstigning Da vi efter 6,5 time - hvoraf de 2,5 time er tilbragt med hujen og klappen i vejkanten, endelig kan spotte ham, vi holder med. Det er en kold og træt attitude, der møder os, omend også følelsen af glæde, selvtilfredshed, udmattelse og sejhed skinner igennem. Toppen af Col du Galibier, med kun fire grader og en nedkørsel på cirka 35 kilometer, har været hård. Og skuffelsen over ikke at være hurtig nok nedad er tydelig. Men gejsten og viljen er der heldigvis stadig. Glæden ved cykelløbet. Entusiasmen - den er intakt, så efter en hurtig opladning og opmuntrende knus fra familien, bestiges Alpe d’Huez i fin stil med et samlet slutresultat på otte timer og et minut og en placering som nummer 1.570. Samlet vist en ganske godkendt præstation for en debutant. Efterfølgende er det nedkørslerne, der har fyldt mest. Her skal der åbenbart øves - og så kulden. Her skal der huskes et par handsker næste gang. Men humøret er heldigvis i top. - Det er som at være i Tivoli. Man skal lige have et bjerg mere, bliver der sagt. LA MARMOTTE ■ Amatørcykelløbet har eksisteret siden 1982. ■ Der er altid tale om samme rute, hvor de legendariske bjergtoppe Alpe d’Huez, Col du Galibier, Col du Glandon og Col du Telegraphe skal forceres. ■ I alt 5.180 højdemeter på en strækning af 175 kilometer. ■ Hurtigste tid i 2017 tilfaldt en hollænder, der klarede strabadserne på 5 timer og 43 minutter. Sidste mand over målstregen inden for tilladt tid var dansker i tiden 13 timer og 7 minutter. Der er koldt på toppen af Col du Galibier. Fire grader og en lang nedstigning kunne mærkes fra fingerspids til storetå. 175 KILOMETER OP AD FIRE BJERGTOPPE I DE FRANSKE ALPER VENTEDE DE GODT 7.500 AMATØR- CYKELRYTTERE, DER FØRSTE WEEKEND I JULI HAVDE TILMELDT SIG TIL DEN FRANSKE CYKEL- KLASSIKER LA MARMOTTE.


FrilandsLiv - Tirsdag den 22. august 2017
To see the actual publication please follow the link above