Page 12

FrilandsLiv - Tirsdag den 18. april 2017

12 ...forelsket hver gang... Lille Danmark Anders Agger slår et slag for den forskrækkethed, der mærkes i visse rækker af samfundet over, at landet bliver delt op i en udkant og en eliteenhed. - Jeg forstår slet ikke det der med, at der er noget i lille Danmark, der er udkant. Landet er så lille. Vi kan ikke prale af at have forskellige tidszoner, ej heller den store mentale forskellighed, når det kommer til stykket. - Jeg kan komme her fra Ringkøbing til København på godt tre timer. Det er da ikke noget at regne, siger han og henviser til hans seneste udsendelser fra USA, hvor han lavede en række programmer rundt i USA sammen med kokken Anne Hjernøe. - Det giver mening for mig, at cowboyen på Montanas prærie ikke finder meget fællesskab med investoren på Manhattan. Men de har sågar også tidszoner at slås med. Her i Danmark - hvor afstandene er så små - der synes jeg altså, at det er lidt for meget sat på spidsen at sige, at vi er meget forskellige, og at noget er mere udkant end andet. Udflytning af statslige arbejdspladser ser Anders Agger derfor heller ikke de store udfordringer eller problemer i. Han finder snarere, at det er en god ide. - Ja for søren. Jeg støtter det med hele mit hjerte. Der er da ingen grund til, at eksempelvis Miljøministeriet skal ligge inde midt i København. Der er da meget mere belæg for at få dem sendt ud i landet. Det er vanvittigt at bo i et land, hvor alt er urbaniseret. Elsker hvert sekund ved Vesterhavet Udover huset i Ringkøbing ejer Anders Agger i fællesskab med sine to brødre et sommerhus direkte ud til Vesterhavet i Søndervig. - Vores forældre er flyttet nogle gange, så det der egentlige barndomshjem, hvor jeg stadig kan genfinde mit gamle værelse og se idolplakaterne på væggen, findes ikke, men de købte et sommerhus for mange år siden, og det har vi brødre overtaget. Nu er det basen for hele familien og jeg elsker hvert et sekund, jeg er der. - Vesterhavet er noget helt specielt. Jeg ser det langt fra hver dag, men følelsen af at vide, at det er derude lige inden for rækkeafstand, det giver mig en ro, jeg ikke vil være foruden. Anders Agger lavede i år 2000 en opfølgning af tv-programmet »Heavy Agger«, der fulgte en folk unge, der boede og levede i det lille samfund Agger langs den jyske vestkyst. - Jeg lovede min bedste ven Jørgen, der desværre er død i dag, at dem ville jeg lave et program om, så det gjorde jeg 14 år efter, at Danmarks Radio første gang besøgte Aggerboerne. Deres forhold til Vesterhavet har jeg kopieret, siger han og beskriver både Vesterhavet og Ringkøbing Fjord som terapeutiske. - En løbetur nede ved Fjorden er sundhed på højeste form og når man står ved Vesterhavet, er det så tilpas stort, at det sætter rigtigt meget i perspektiv. - Jeg kommer aldrig til at bo inde i landet. Jeg har brug for vandet til lige at minde mig selv om, at der er noget, der er større og mere uendeligt end mig selv, lyder det fra den ellers helt igennem »nede-på jorden« journalist, der netop evner at holde roen, nærheden og hyggen i meget af det, han laver. Sømanden og Juristen Det af de dokumentarprogrammer Anders Agger har lavet, der har rørt og betydet mest for ham, er dokumentarserien om Sømanden og Juristen. Her følger man de sidste uger i tre mænds liv på det hospice, der ligger lige på den anden side af Ringkøbing Fjord, ganske tæt på Anders Aggers private bopæl. - Dokumentaren berørte mig dybt. Først og fremmest fordi den er afledt af, at min bedste ven Jørgen begik selvmord uden, at jeg havde opdaget, at det overhovedet kunne komme dertil. At følge mennesker der ved, at de skal dø på helt tæt hold. At gå i et med de andre ansatte og lade mig komme helt tæt på både som fysisk hjælper og som sjælesørger, det var også et led i min egen sorgbearbejdelse og et spinkelt håb om at forstå, hvad der sker med en, når man ved, at ens timer er talte. - Når jeg eksempelvis kører en tur på Tangen, som er et smukt sted, og bestemt værd at besøge, så kan jeg ikke undgå at sende især Vognmanden, der var den ene af de tre mænd og sidst ankomne på hospice, en særlig tanke. - Han kørte derud med sin bedste ven, drak en øl og nød solnedgangen og dagens sidste timer. Det var smukt og rørende på samme tid. - At deres tid svandt ind samtidig med, at foråret begyndte at spire frem, var for mig så diamentale modsætninger, at det stadig giver mig et lille stik, når det hele pibler og solen skinner. Pris for bedste dokumentarserie - Professionelt betød den serie også en omvæltning for mig. Det var første gang, at jeg satte mig selv i billedet. Tidligere var jeg bare stemmen, der fortalte historien. Nu blev jeg en del af den. Og det var helt bevidst. For det passede slet ikke ind, at jeg skulle være en del af hospicet som frivillig i seks uger, og så ikke deltage. Jeg blev jo en del af det sted, ganske vist på kort tid, men det var en del af historien. Og det fungerede så fint, at dokumentaren til Danmarks Radios 90 års jubilæum af seerne blev kåret som den bedste dokumentarserie gennem tiden. Så var barren ligesom sat. Kunst og danske møbelklassikere fuldender indtrykket af Anders Agger som en del af den danske kreative klasse.


FrilandsLiv - Tirsdag den 18. april 2017
To see the actual publication please follow the link above